Slagteriet Tican i Thisted rækker nu en hjælpende hånd ud til en af sine slagteriarbejdere, der står til udvisning af Danmark.
Den somaliske slagteriarbejder Mohamed Ibrahim skifter til natholdet på slagteriet. Og lønnen bliver så høj, at den normalt vil berettige til opholdstilladelse efter bestemmelserne i den såkaldte beløbsordning.
For at få ophold efter beløbsordningen skal man tjene mindst 417.793,60 kroner om året. Hidtil har Mohamed Ibrahim tjent 370.000 kroner på dagholdet i pakkeriet, hvilket altså ifølge reglerne ikke er nok.
Med skiftet til natholdet stiger lønnen ifølge fællestillidsmand Peter Uno Andersen til 422.000 kroner. Derfor forventer Peter Uno Andersen nu, at Mohamed Ibrahim er sikret opholdstilladelse i Danmark.
- Lige nu har jeg det faktisk skide godt, men helt ærligt synes jeg, at det er urimeligt, at beløbsgrænsen skal være så høj, siger fællestillidsmand Peter Uno Andersen til DR P4 Midt & Vest.
Ifølge fællestillidsmanden er Mohamed rigtig glad og ser skiftet til natholdet som en fantastisk mulighed.
- Mohamed siger til mig, at han er klar til at arbejde når som helst på døgnet og vil gøre alt for at blive her, siger Peter Uno Andersen.
Mohamed Ibrahim er en af flere hundrede somaliere, som har mistet sin opholdstilladelse, fordi Udlændingestyrelsen vurderer at sikkerheden er forbedret i Somalia. Det er nu op til Styrelsen for International rekruttering og integration at afgøre, om Mohamed Ibrahim opfylder kravene til ophold i Danmark.