To måneder inden den 65-årige tømrer Hans Pedersen kan gå på pension, tvinger Vesthimmerlands Kommune ham i arbejdsprøvning. Det til trods for, at læger og eksperter advarer mod kroniske smerter i hans ene skulder efter en alvorlig arbejdsulykke. Det skriver Fagbladet 3F.
For tre år siden flækkede Hans Pedersen skulderen efter et fald fra en stige, og ifølge hans patientjournal er der "ikke udsigt til, at han nogensinde vender tilbage til sit tømrerhverv,".
Samt at selv den "mindste belastning af højre skulder øger risikoen for markant kronisk smerteforværring betragteligt".
- Jeg har ondt hver dag, og vågner flere gange om natten på grund af smerter. Hvis jeg er aktiv i mere end en halv time, begynder smerterne at komme, og så er jeg nødt til at holde pause i en time, før de går væk igen, siger Hans Pedersen til Fagbladet 3F.
Måtte opgive arbejdsprøvning
Tilbage i 2016 blev Hans Pedersen for første gang sat i arbejdsprøvning. Det holdt dog ikke mere end fire dage, før han måtte give op.
Det accepterede kommunen. Derfor undrer det Hans Pedersens socialrådgiver, Lars Hvilsted, at en ny vurdering om arbejdsprøvning finder sted nu kun to måneder før Hans Pedersens afgang fra arbejdsmarkedet.
- Hvis man ser firkantet på det, følger kommunen jo lovgivningen. Men man kan spørge sig selv, hvorfor de ikke fulgte de regler tilbage i 2017. I stedet har de ladet stå til hele sidste år, og først lige før Hans' pensionsalder hiver de det frem, hvilket ikke giver mening i mit hoved, siger Lars Hvilsted.
Byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune, Rasmus Vetter (S), kalder kommunens behandling af Hans Pedersen for "chikane på højeste plan".
- Man bliver ked af det som lokalpolitiker, når man hører om en sag, hvor ens egen kommune vurderer en mand på den måde - det ødelægger jo alle de gode ting, der ellers er i kommunen. Det skal vi have lavet om på, siger Rasmus Vetter til Fagbladet 3F.
Han vil tage sagen op med Per Bach Lauersen, borgmester i Vesthimmerlands Kommune (V), der dog ikke ønsker at udtale sig om sagen, men henviser til Jobcenter- og Arbejdsmarkedschef i Vesthimmerlands Kommune, Lone Lollesgaard.
Hun oplyser, at man fra kommunens side ikke udtaler sig om enkeltsager.