Ulykken i Hellerup i går, hvor tre personer blev alvorligt kvæstet på en byggeplads, er langtfra et særsyn.
Siden 2011 er antallet af ulykker i bygge- og anlægsbranchen steget med 14 procent. Det svarer til, at der hver dag i 2016 skete næsten to ulykker flere på danske byggepladser end i 2011, skriver metroxpress.
Alene fra 2015 til 2016 er antallet af tilskadekomne i bygge- og anlægsbranchen steget med seks procent til 5.177. Det viser en ny, foreløbig opgørelse fra Arbejdstilsynet.
Selv om en stribe fagforbund, Dansk Arbejdsgiverforening og Arbejdstilsynet i 2013 udarbejdede en fælles handleplan, der skulle reducere antallet af alvorlige arbejdsulykker med 25 procent inden 2020, er de tilfælde også blevet flere siden 2014.
Selv om stigningen primært skyldes, at der efter kriseårene igen er kommet gang i byggebranchen, er udviklingen dybt kritisabel, mener fagforbundet 3F, som blandt andet organiserer murere, tømrere og jord- og betonarbejdere.
- Arbejdstilsynet er de seneste år blev skåret kraftigt ned, og der er i dag 25 procent færre tilsynsførende end for bare to-tre år siden, siger arbejdsmiljøkonsulent i 3F Flemming Hansen, som mener, at det uundgåeligt giver færre og dårligere tilsyn.
I Dansk Byggeri erkender arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen, at det er 'en udfordring' at få knækket arbejdsulykkeskurven:
- Vi gør en stor indsats for at nedbringe antallet af ulykker. Vi betaler blandt andet for, at Byggeriets Arbejdsmiljøbus sender arbejdsmiljøkonsulenter ud til virksomheder og byggepladser i hele landet, siger hun til metroxpress.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Arbejdstilsynet.
Antal anmeldte arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen. Alvorlige ulykker, som 'har medført traumatiske amputationer, knoglebrud eller skader på store dele af legemet' er angivet i parentes:
- 2011: 4.539 (625)
- 2012: 4.703 (660)
- 2013: 4.590 (646)
- 2014: 4.447 (613)
- 2015: 4.881 (703)
- 2016: 5.177 (734)
Det vurderes, at en tredjedel af ulykkerne skyldes uhensigtsmæssigt projektering hos arkitekter og ingeniører, en tredjedel skyldes entreprenørernes tilrettelæggelse af arbejdet ude på byggepladserne, og den sidste tredjedel skyldes medarbejderne selv, for eksempel uopmærksomhed.
Kilde: Arbejdstilsynet og Dansk Byggeri