Næsten hver anden arbejdsløs dansker lever med et højt stressniveau. Gruppen er mere end dobbelt så hårdt ramt af stress som mennesker med job.
Det skriver Politiken onsdag.
Det fremgår af Den Nationale Sundhedsprofil 2017, der med svar fra 180.000 danskere er det officielle Danmarks bedste bud på, hvordan befolkningen har det. Samlet set lever hver fjerde dansker med et højt stressniveau i hverdagen, men det dækker over store forskelle. Mens det gælder for 19 procent - eller cirka hver femte - af de beskæftigede, så er hele 47 procent af de arbejdsløse ramt. Næsten hver anden dansker uden job har altså et højt stressniveau. Det er en markant stigning på godt 7 procentpoint siden 2013, hvor andelen var 40 procent.
"Arbejdsløse er kastet ud i en meget usikker og uforudsigelig situation, der rammer selvværdet hårdt. De får en følelse af, at de ikke duer til noget, at de ikke kan bruges af andre, så de mister en stor del af deres identitet og troen på egne evner. Det er den direkte vej til dårlig mental sundhed", siger psykiater Anne Lindhardt, formand for Psykiatrifonden, til Politiken.
I undersøgelsen har de adspurgte svaret på spørgsmål om, i hvilket omfang deres liv er uforudsigeligt, belastende og uden for kontrol, og om de føler sig nervøse og stressede. Sammenhængen mellem arbejdsløshed og stress er også påvist i en række medicinske studier via blodprøver fra deltagerne. Arbejdsløse og modtagere af kontanthjælp har et væsentlig højere niveau af stresshormoner i kroppen end folk i arbejde, fortæller Finn Diderichsen, professor emeritus i folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.
Det kan virke paradoksalt, at ledige har mere stress end personer, der f.eks. balancerer et 50-timers karrierejob med ægteskab og små børn. Men speciallæge i psykiatri og direktør i stressklinikken PPclinic, Lars Aakerlund, advarer mod at fokusere på, om ledige har travlt eller ej.
"Selv om den ledige i princippet kan ligge på sofaen hver dag i længere tid end os andre, har han masser, måske langt flere, bekymringer om økonomi og fremtiden. Han har måske søgt 50 jobs og fået 50 afslag, og han ligger med følelsen af at være en fiasko", siger han til Politiken.