Appelsinsovs og mandelkrokant. Der findes et utal af toppings, som kan gøre underværker på din risalamande juleaften. Men hvorvidt du bør erstatte en ny topping med kirsebærsovsen, eller blot bruge den som et supplement afhænger af familiens temperament.
Sådan lyder meldingen fra to dessertentusiaster.
- Skal det være ligeså nemt som en kirsebærsovs, så er en anden frugtsovs oplagt - enten en blanding af røde bær eller hindbærsovs, som er noget folk stadig kender, forklarer Tove Færch, der er leder af Karolines Køkken.
Hun ser ikke selv skyggen af kirsebærsovs juleaften, fordi en gammel familietradition gør, at der år efter år bliver serveret rismousse med hindbærsovs.
En anden favorit hos Tove Færch er appelsinsovs, hvor sukker og appelsinsaft koges ind, så det bliver tykt. Hæld det over risalamanden, og tilføj friske appelsinfileter. Du kan også prøve at lave krokant af hasselnødder og mandler, som kan laves lang tid i forvejen og bruges i andre sammenhænge.
Solbærsovs populær
Netop frugtsovsen er da også det, Ditte Julie Jensen, der er passioneret kagenørd og forfatter, vil gå med, hvis hun skal konkurrere mod kirsebærsovsen.
Prøv eksempelvis tranebær-, solbær- eller appelsinsovs. Det var de tre smage, hun selv udfordrede familien med et enkelt år til jul - og særligt solbærsovsen vandt terræn blandt familiemedlemmerne.
- Det er smage, vi allerede kender fra julen, og så afviger de ikke så meget fra klassikeren, hvilket gør, at folk godt tør smage det, siger Ditte Julie Jensen.
De alternative toppings blev dog serveret som et supplement og ikke en erstatning for kirsebærsovsen.
Eksperimenter de andre dage måske
- Jeg synes, der er mange bud på alternative toppings, men jeg er selv modstander af at skifte kirsebærsovsen ud juleaften, siger Ditte Julie Jensen.
Fremgangsmåden er den samme, når du laver frugtsovs, så har du en opskrift på kirsebærsovs, kan du bruge den og blot erstatte kirsebærrene med enten sol- eller tranebær, forklarer hun.
Appelsinsovsen skal dog ikke koges op til en grød ligesom de andre bær, så find en særskilt opskrift på den.
Kan du hverken få lov til at erstatte eller supplere med andre toppings end kirsebærsovs juleaften, så foreslår Ditte Julie Jensen, at du eksperimenterer med klassikeren i de andre juledage.
- Der har jeg succes med at servere søde ting, der smager af risalamande uden at være det - eksempelvis risalamande-mousse og kirsebærgelé, siger Ditte Julie Jensen.
/ritzau fokus/
Af Karen Würtz Klærke, Ritzau Fokus