Tømrer er havnet på firmaernes sorte liste: "Når jeg siger mit navn, siger de nej tak"
- Vi fik at vide, at vi skulle lade vores værktøj ligge og forlade pladsen, fortæller Jens om fyringen fra NCC. På billedet de tre håndværkere, som 3F nu fører sag for. Foto: Privat
Tømreren Jens blev fyret fra byggevirksomheden NCC, efter hans chef havde fået opkald fra andre ledere i branchen, der var oprørte over hans ansættelse. Jens er overbevist om, at hans navn er sortlistet i mange virksomheder.

Det var en arbejdsdag som de fleste andre. 

Tømreren Jens var sammen med to kolleger i gang med at bygge en facade på Falkonér Allé på Frederiksberg, da de blev kaldt ind i skurvognen af chefen og præsenteret for en fyreseddel. 

- Vi fik at vide, at vi skulle lade vores værktøj ligge og forlade pladsen. Vi blev simpelthen smidt væk, siger Jens til Avisen.dk. 

Fyringen kom i kølvandet på en episode, hvor Jens og de andre håndværkere i hans sjak var blevet nægtet overtidsbetaling i forbindelse med et medarbejderarrangement i byggevirksomheden NCC, hvor der var mødepligt. 

Det havde Jens og hans kolleger været kritiske overfor.

NCC mente dog, at der var tale om "interessetimer", og at de ansatte derfor ikke skulle have løn.

Efter fyringen af Jens valgte NCC at betale medarbejderne løn for arrangementet.

Derudover skulle fyringen have bundet i, at de tre tømrersvende havde bedt om at få en lønaftale på skrift, hvilket NCC nægtede dem. 

Senere kom det også frem, at chefen inden episoden var blevet ringet op af ledere fra en lang række andre byggepladser, der var oprørte over, at Jens overhovedet var blevet ansat i NCC. 

Det var dog langtfra første gang, at Jens oplevede at komme i problemer på en arbejdsplads alene på grund af sit navn. 

- Jeg er efterhånden overbevist om, at jeg er blacklistet i de fleste større byggefirmaer i København, siger Jens til Avisen.dk. 

Hvorfor tror du det? Hvordan kommer det til udtryk? 

- Når jeg ringer til en arbejdsgiver og siger mit navn, så er svaret: Du kan ikke få arbejde her. Så det bliver ikke meget klarere, siger Jens. 

Sortlistning

Jens mener selv, at han er havnet på byggefirmaernes sorte liste, fordi han har en stor viden om løn- og arbejdsforhold og sikkerhedsregler på byggepladsen. 

En viden, som han bruger flittigt. 

- Når jeg starter på et byggeri, sørger jeg for, at sikkerheden er i orden, og at alle aftaler ligger på skrift. Så er tingene klappet af på forhånd, og det går jeg ikke på kompromis med, siger Jens. 

- Og jeg tror, at min tilgang provokerer nogle håndværksmestre, for når først tingene er skrevet ned, mister de jo noget af kontrollen, tilføjer han. 

Han deler også gerne sin viden med kolleger, der har brug for hjælp eller råd. 

- Der er en del svende, der ringer og spørger mig til råds, og det er de mere end velkomne til, hvis de står med et konkret problem, som skal løses nu og her, siger Jens. 

Netop den kollegiale rådgivning har også været en af de tungtvejende grunde til, at Jens blev fyret fra NCC.

Det mener 3F, der har rejst en sag mod NCC på baggrund af Jens og hans kollegers fyring, som fagforeningen mener er et udtryk for personlig forfølgelse og sortlistning. 

- Vi mener ikke, at der er nogen tvivl om, at de her fyringer bunder i, at et af vores medlemmer er røget på en sort liste i byggebranchen, fordi han hjælper sine kolleger med faglige spørgsmål, siger Rasmus Damm Lyskov, formand for Snedker-Tømrernes Brancheklub i København, til Avisen.dk.

- Det koster så ham og hans kolleger jobbet, og det mener vi selvfølgelig er fuldstændigt uacceptabelt, tilføjer han. 

Sværere og sværere

Ifølge Jens har det haft store konsekvenser for hans arbejdsliv, at han er havnet på firmaernes sorte liste. 

Både når han søger nyt arbejde, og når han passer sit arbejde som tømrer i hverdagen. 

- Jeg har lige været på en byggeplads, hvor jeg blev trukket til side og spurgt, om jeg nu også havde tænkt mig at lave ballade her. Og der tænkte jeg, hvad pokker er det her for noget, fortæller Jens. 

- Så jeg skal hele tiden gå og se mig over skulderen. Konsekvensen er jo, at det bliver sværere og sværere at finde arbejde. Og det er allerede svært i dag, uddyber han. 

Jens er et opdigtet navn.

Tømrerens navn er Avisen.dk's redaktion bekendt, men han har ikke ønsket at stå frem med navn og billede af frygt for at skade hans fremtidige muligheder for at få arbejde i byggebranchen.