Hidtil har 27-årige Rasmus Therkildsens arbejdsliv været præget af hammer, sav og søm. Men 'den syngende tømrer' håber, at tv-programmet X Factor bliver starten på en karriere, hvor værktøj og byggepladser skal skiftes ud med mikrofon og scene.
Mange unge fravælger ellers erhvervsuddannelserne, og både erhvervsskolerne, fagbevægelsen og politikere opfordrer til, at flere unge tager sig en faglært uddannelse.
Rasmus Therkildsen valgte selv tømrerfaget, fordi han gerne ville tjene nogle penge, men han er ikke i tvivl om, hvorfor andre bør gå samme vej.
- Hele håndværksfaget er super sjovt. Jeg har været på mange pladser, hvor du ikke kender folk, så det er virkelig vigtigt at finde et sjak, hvor man hjælper hinanden og bliver en del af hinandens liv. Der er god stemning, og du kan vælte rundt uden at tænke over at blive beskidt. Det er meget rart bare at kunne bruge bukserne som viskestykke, hvis man har spist en kanelgiffel. Det er frit på en eller anden måde. Og så er det også fedt at kunne bygge noget til folk, som de bliver glade for og kan bruge, siger Rasmus Therkildsen grinende.
Glæden er det vigtigste
Der er ingen tvivl om, at sjakket har haft en vis betydning for Rasmus Therkildsen. Både i arbejdslivet på diverse byggepladser, men også som rygvind i den spirende musikalske karriere. Faktisk var det en kollega, der i sin tid meldte ham til programmet.
- Der er kæmpe opbakning og støtte fra alle drengene. De synes også, at det er skide sjovt. Når vi går sammen, og de kan se, at folk ovre fra 7-Eleven kigger på mig, så prikker de lidt til mig og siger: ’Kom Ralle, vi skal lige over og høste lidt 'fame'’. Jeg griner bare og siger: 'ja ja, lad os få en croissant i stedet', siger Rasmus Therkildsen, der pludselig har skullet vænne sig til at blive genkendt.
Der er ikke meget tid til at arbejde under X Factor, og tømrerjobbet er sat på standby, mens programmet ruller over skærmen. Måske bliver det en permanent stand-by. Rasmus Therkildsen håber, at musikken kan blive hans job.
- Musikken har altid fyldt, og tømrer var mest for at tjene penge. Jeg har også nydt det, men når jeg vågner om morgenen lige nu, er jeg helt på månen. Jeg lagde et opslag på Facebook, hvor jeg skrev, hvor glad jeg var for folks opbakning. Man skal gøre det, der gør en glad. Det er det, livet handler om. Smiler du, når du vågner om morgenen, så er det vel det vigtigste, siger den 27-årige tømrer.
Klar til liveshows
Fredag aften går det så løs, når Rasmus Therkildsen går på scenen for at synge nummeret 'Misbehaving' af Labrinth. Indtil videre har det været meget specielt at se sig selv på den lysende fjernsynsskærm, fortæller han på et pressemøde forud for liveshowene.
- Når man ser sig selv, er det så mærkeligt. Der er mange blandt familie og venner, der sidder og ser youtube-klip med mig, men jeg vil ikke se dem. Jeg ser jo alle fejlene, det gør de ikke på samme måde. Jeg er alt for selvkritisk, så det er svært at høre på mig selv, siger Rasmus Therkildsen, der bruger programmet til at udvikle sig:
- Hele programmet er en proces, der handler om at finde det bedste frem i mig selv og rykke mig musikalsk. Jeg vil selvfølgelig gerne vinde, men jeg er slet ikke så konkurrence-minded. Det handler også om at få en god oplevelse. Jeg omfavner det bare som et helhedsindtryk, og når fredag aften kommer, og vi står på række og sveder og en skal ud af programmet, der spidser konkurrencen til, og så må jeg se, hvordan det bliver, siger Rasmus Therkildsen.
Han er ikke i tvivl om, at der skal arbejdes hårdt, hvis musik-karrieren skal blive til en levevej. Men Rasmus Therkildsen er klar til at give den hele armen i forsøget.
- Uanset om jeg går hele vejen eller ryger ud i første show, er det ikke X Factor, der vil bære mig de næste 30 år. Jeg kan ikke bare smække fødderne op i sofaen, og vente på telefonen ringer. Du skal selv tage initiativet, og det har jeg tænkt mig at gøre. Jeg nyder det helt vildt, og det skal jeg blive ved med.