To unge mænd skulle tirsdag eftermiddag mødes i det centrale Randers for at handle noget tøj, men den handel gik helt galt.
Det endte med et knivstikkeri, og ofret, der er en 16-årig dreng, bliver nu behandlet for sine skader på sygehuset.
Det skriver TV2 Østjylland.
- Det er vores opfattelse, at en 18-årig mand har stukket ofret med en kniv i den nedre del af ryggen.
- De er blevet uenige om noget under tøjhandlen, og derefter udviklede det sig så, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jeanette Løv Rasmussen, til TV2 Østjylland.
Den 16-årige er kommet slemt til skade og er på operationsbordet, oplyser politiet. Men den foreløbige melding lyder, at han er uden for livsfare.
Knivstikkeriet fandt sted omkring klokken 13:30 på Kirketorvet nær Sct. Mortens Kirke i Randers.
De to unge kendte angiveligt hinanden på forhånd og havde en aftale om tøjhandel.
/ritzau/