Mange forældre har oplevet, at deres barns bedste ven slet ikke findes i virkeligheden.
Ifølge ny amerikansk forskning findes der i dag flere børn, der har usynlige venner, end børn, der ikke har. To ud af tre børn skaber en ven i deres egen fantasi, men ifølge forskere fra Oregon Universitet, er der ingen grund til panik.
Fantasivennerne hjælper nemlig børnene til at forme deres egen personlighed.
»Når børnene støder på problemer, kan de skælde ud på vennen, og når de er glade, kan de dele oplevelserne med vennen. På den måde bearbejder de følelser på en positiv måde. Vi voksne kan også være en del af det, hvis vi spørger til vennen,« siger børnepsykolog Ole Kyed, der kender mange børn, som har usynlige venner. Han nævner som eksempel en pige, der overførte sin egen angst og bekymringer til sin usynlige ven. På den måde kunne forældrene hjælpe pigen med at bearbejde sine følelser.
Derfor mener han ikke, at forældre skal bekymre sig om deres børns usynlige venner, da de blot er et udslag af børnenes fantasi.
»Som voksen skal man ikke forbyde barnet at tale med vennen,« siger Ole Kyed, der fortæller, at flere – og normalt to eller tre – børn nemt kan være fælles om én fantasiven.
Ifølge amerikansk forskning havde hvert tredje barn i 1990 erne en usynlig ven.
I dag har to ud af tre børn en fantasi-ven.