To tilskadekomne og andre eftersøges i sneskred i Norge
Eftersøgningshold leder torsdag efter personer i snemasser efter et sneskred i Svandalen i Rogaland. Der er uvist, om personer er fanget i sneen. Foto: Colourbox/Arkivfoto/Free
En person har brudskader, og man forsøger at evakuere, men dårligt vejr gør det svært, siger redningsleder.

Mindst to personer er kommet til skade, efter at flere laviner har ramt det sydvestlige Norge torsdag eftermiddag.

Der er sket skred ved skisteder i Kvamskogen og i Sauda, der ligger cirka 100 kilometer mod syd.

- Vi fik meldingen fra politiet om, at to personer er fanget i sneen. Begge er reddet ud. Den ene har brudskader. Vi kender ikke omfanget, siger redningsleder Bjørn Jarle Åmlid til avisen VG.

På grund af dårligt vejr i området "kæmper" man "med at få dem evakueret", siger Åmlid.

Eftersøgningshold leder også efter personer i en lavine ved skicentret Svandalen ved Sauda.

Det vides endnu ikke, om mennesker er fanget i snemasserne, men man frygter det.

- Der er sket et sneskred ved skicentret i Sauda. Det er 50 gange 50 meter, og store sneblokke er gledet ned, siger Bjørn Jarle Åmlid fra Hovedredningscentralen i Sydnorge til nyhedsbureauet NTB.

Han oplyser videre, at sneskreddet er sket uden for løjperne.

Man mistænker, at skiløbere kan være fanget i snemasserne, da spor fører hen til sneskreddet. Der er også opfanget signaler på lavinesøgere.

Men myndighederne har ikke modtaget meldinger om savnede.

Svandalen ligger mellem Stavanger og Bergen - vest for Oslo.

Der er kommet redningshold fra både Stavanger og Bergen. En Sea King-helikopter og en luftambulance er sendt til området.

Åmlid fortæller, at der er flere meldinger om sneskred i Vestlandet torsdag.

- Folk opfordres til at være forsigtige og holde sig uden for udsatte områder.

Sneskreddet ved Svendalen skete halv fem torsdag eftermiddag. Skicentrets leder, Lars Reidar Fosstveit, beklagede i sidste uge i en lokalavis, at mange skiløbere går uden for centrets afmærkede område.

/ritzau/NTB