Det danske ishockeylandshold samles på mandag i Odense for at forberede sig til VM, der spilles i maj i Tyskland og Frankrig.
De tidligere NHL-spillere Peter Regin og Oliver Lauridsen og de seneste sæsoners VM-målmand Sebastian Dahm er med i truppen.
Også anfører Morten Green, der har spillet 303 landskampe, er med.
Sportschefen i Danmarks Ishockey Union, Jesper Duus, glæder sig til at se holdet komme i gang med VM-forberedelserne.
Sammenligner man med tidligere trupper så tidligt i VM-forløbet, er det en flok stærke spillere, landstræner Jan Karlsson råder over, mener Duus.
- Der er nogle rigtig interessante navne med i truppen, hvilket nok er lidt usædvanligt for tidspunktet på året, siger Duus i en pressemeddelelse
- Det er bare inspirerende og giver formentlig træneren mulighed for at indøve lidt ekstra detaljer tidligt i forløbet. Der skal nok blive god kamp om pladserne i den endelige trup, siger sportschefen.
Karlsson skal bruge den første uge på træningsisen op til træningskampen i Odense mod Slovakiet torsdag 6. april. To dage senere mødes de to nationer i Aalborg.
For Danmarks vedkommende bliver selve VM-slutrunden en tilbagevenden til den arena i Köln, der i 2010 bød på den første danske VM-kvartfinale nogensinde. Den endte med nederlag.
Den anden VM-kvartfinale med dansk deltagelse blev spillet i Moskva i fjor, hvor Karlssons mandskab måtte lade livet mod et stærkt finsk mandskab.
/ritzau/