To teenagere begår ’alvorligt røveri’: Nu beder politiet om hjælp i sagen

Krimi
To teenagere stod tirsdag aften bag et voldsomt røveri mod Rema 1000 i Herning. (Foto: Foto: Politiet)

Midt- og Vestjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp til at finde frem til de to gerningsmænd, som tirsdag aften stod bag et væbnet røveri i en dagligvarebutik i Herning.

To unge mænd stod bag væbnet røveri med knive hos Rema 1000 på H.P. Hansensvej i Herning, hvor de tirsdag aften kort før klokken ti gik ind ad døren til butikken.

TV Midtvest skriver, at politiet siden har forsøgt at pågribe de to gerningsmænd på mellem 18 og 20 år. Det er dog endnu ikke lykkes, og derfor har Midt- og Vestjyllands Politi offentliggjort overvågningsfotos fra røveriet.

- Det er et alvorligt røveri, fordi de begge to havde en kniv med, siger politikommissær Michael Schultze til TV Midtvest.

De to gerningsmænd stjal cigaretter, spiritus og kontanter ved røveriet, mens politiet nu har sikret sig både DNA-spor og fingeraftryk i forbindelse med røveriet.

- Vi er i fuld gang med at kigge overvågningsmaterialet igennem for at finde ud af, om det er nogle personer, som er kendt af politiet i forvejen, lyder det fra den lokale politikommissær.

Man kan kontakte politiet på telefon 114, hvis man har oplysninger i sagen.