To rockere fra gruppen Satudarah blev torsdag anholdt i en koordineret aktion på Lolland, Falster og Sydsjælland.
Ved aktionen fik politiet desuden fat i en, der er relateret til Satudarah, og tre mistænkte narkohandlere, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
De sigtes alle for at have solgt betydelige mængder kokain og hash. I alt er der i sagen tale om lidt over 46 kilo hash og 1,2 kilo kokain.
Fredag valgte en dommer i Retten i Næstved at fængsle de fem frem til 28. maj. Den sidste var forinden blevet løsladt.
Der er tale om fire mænd og en kvinde i alderen 23-37 år, oplyser anklager Mariam Khalil.
En 24-årig mand skal sammen med en 23-årig kvinde have modtaget 1,2 kilo kokain og 36 kilo hash med henblik på videreoverdragelse.
En 37-årig mand fra Satudarah sigtes for at have overdraget kokainen og hashen til manden og kvinden. Han skal desuden have leveret 10,5 kilo hash til en 25-årig mand.
En sidste mand - en 28-årig fra Satudarah - skal sammen med det andet Satudarah-medlem have været med til at levere kokainen.
De to Satudarah-medlemmer nægtede sig skyldige, mens de andre delvist erkendte.
Politiinspektør Kim Kliver fortæller, at sagen udspringer af rockermiljøet, hvor der på Sydsjælland sidste år var flere voldsepisoder.
- Jeg sagde sidste år, at vi ville lave en meget synlig og målrettet tryghedsskabende indsats. Men jeg udstak også et løfte om, at vi ville arbejde mere på de lukkede linjer.
- Det her kan tages som et udtryk for, at vi igen sætter handling bag de ord, som vi kommer ud med, siger han.
Satudarah-grupperingen har i det sydsjællandske og på Lolland-Falster været i konflikt med Mongols og Bandidos. Konflikterne har tidligere fået politiet til at oprette visitationszoner i flere byer, som dog blev ophævet igen.
- Der har været ro på rigtig længe. Det er der mest af alt, fordi et meget stort antal fra begge sider er kommet i fængsel. Men vi er nødt til hele tiden at fortsætte arbejdet.
- Satudarah har netop åbnet et nyt klubhus i Sønder Alslev på Falster. Det viser os, at rocker- og bandeproblemet ikke bare er et storbyproblem, men også noget, som vi er nødt til at bekæmpe i mere afsides dele af landet, siger Kim Kliver.
Satudarah er skabt i Holland af indvandrere fra en tidligere hollandsk koloni ved Indonesien. Ordet er indonesisk og betyder "ét blod".
Gruppen er vokset gennem årene og har udvidet med afdelinger i Spanien, Tyskland, Sverige og Danmark.
/ritzau/