To minearbejdere døde efter jordskælv i Polen

Polske redningsarbejdere leder fortsat efter tre minearbejdere og kan se en, som sidder fast.
Et redningskøretøj holder foran JSW's mine lørdag, hvor minearbejdere er fanget i en kulmine.
Et redningskøretøj holder foran JSW's mine lørdag, hvor minearbejdere er fanget i en kulmine. Foto: Agencja Gazeta/Reuters

To minearbejder er omkommet, og tre er fortsat savnet, efter at et jordskælv lørdag ramte en kulmine i det sydlige Polen.

Det oplyser administrerende direktør Daniel Ozon fra kulproducenten JSW, som ejer minen.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Lørdagens jordskælv skete omkring klokken 11.00 lørdag formiddag, oplyser de polske minemyndigheder til det polske nyhedsbureau PAP.

I alt blev syv minearbejdere fanget i minerne omkring 900 meter under jorden, men to af dem lykkes med at komme ud af minen med mindre skrammer.

Ligene af to andre er fundet af redningshold lørdag.

Minen ligger syd for byen Katowice og dermed nær grænsen til Tjekkiet. Området er ikke kendt for seismisk aktivitet, men lørdagens jordskælv var alligevel kraftigt nok til, at beboere i området kunne mærke det.

Både premierminister Mateusz Morawiecki og præsident Andrzej Duda har besøgt området. Premierministeren besøgte lørdag de to undslupne minearbejdere, mens præsidenten søndag tilså redningsoperationen.

I alt var 250 minearbejdere på arbejde i forskellige miner, da jordskælvet ramte.

Dødsfald i mineulykker er ikke ukendt i Polen. Over de seneste 45 år har mere end 200 ladet livet i en mine.

Kulindustrien i Polen spiller en betragtelig rolle i den polske energisektor. Den hovedsageligt statsejede branche udvandt 65,5 millioner ton kul sidste år.

Den polske regering betragter fortsat en lind strøm af kul som vigtigt for landets energipolitik.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.