Politiet mistænker nu to mænd for at have hjulpet den 22-årige formodede gerningsmand bag weekendens skyderier i København. Begge fremstilles i grundlovsforhør tidligt mandag i Dommervagten i København.
Den 22-årige er af flere medier blevet identificeret som Omar Abdel Hamid El-Hussein. Det er dog ikke bekræftet af politiet.
Det forklarer forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, over for TV2 News. Han oplyser samtidig, at de sigtede nægter sig skyldige.
De er sigtet for medvirken til drab, for at have hjulpet med at skaffe den 22-åriges våben og for at have hjulpet med at skaffe våbenet af vejen efterfølgende. De skulle angiveligt også have sørget for et tilflugtssted for den 22-årige.
- Det kræver for det første, at man kan bevise, at de har gjort det. Og dernæst, om det var aftalt på forhånd, siger advokaten til Ritzau.
Grundlovsforhøret er gået i gang lidt efter klokken otte, oplyser man i Dommervagten til Ritzau.
Hjalp med råd og dåd
Københavns Politi anholdte søndag henholdsvis klokken 08.14 og klokken 14.50 de to mænd, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Politiet uddyber, at de to mænd "mistænkes for med råd og dåd at have hjulpet gerningsmanden" i forbindelse med skudattentaterne ved ”Krudttønden” og i Krystalgade. Fremstillingerne sker for lukkede døre, og derfor har Københavns Politi ikke yderligere oplysninger i den forbindelse.
Begge mænd blev anholdt under de ransagninger, som politiet foretog søndag flere steder i København.
Undersøgte kælder på Østerbro
Blandt andet undersøgte politiet kælderrum på Østerbro, hvor den 22-åriges bror bor.
Betjente var i aktion flere steder som opfølgning på sagen med skyderierne først mod et debatmøde om ytringsfrihed på Østerbro og dernæst mod synagogen i Krystalgade i det indre København.
To mænd mistede livet, mens fem betjente blev såret.
Den 22-årige blev løsladt fra varetægtsfængsling for et par uger siden.