To 20-årige mænd, der er sigtet for trusler og afpresning mod en kvinde, er efter et grundlovsforhør ved Retten i Horsens søndag blevet løsladt.
Det oplyser Hans Hoffensetz, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.
- En dommer har valgt ikke at varetægtsfængsle dem, men sigtelsen opretholdes, siger vagtchefen.
En 36-årig kvinde blev lørdag aften opsøgt på sin bopæl på De Lichtenbergs Vej i Bredsten ved Vejle af to unge mænd, der truede hende med en pistol.
- De to tog hen til kvinden for at indkassere noget gæld, som kvindens ekskæreste har. Det ender så meget, at de truer hende med pistol, siger vagtchef Hans Hoffensetz.
Bagefter forsvandt de fra stedet, men de blev fundet og anholdt af politiet ved midnatstid lørdag aften.
De to mænd kommer fra Bredsten og Egtved.
Ifølge vagtchefen er der ikke noget, der tyder på, at de to mænd har relation til en bande eller en rockergruppe.
/ritzau/