To italienske bjergbestigere blev dræbt tidligt tirsdag, da de blev ramt af en lavine på Mont Blanc i De Franske Alper, oplyser de lokale myndigheder.
Gendarmeriet i regionen Haute-Savoie siger, at i alt seks bjergbestigere blev fanget af laviner, da de var på vej opad Mont Blanc du Tacul i 4200 meters højde.
Tre af de seks blev begravet under sne, deriblandt to italienere, som senere blev fundet døde. En tredje blev reddet ned i live.
Myndighederne har ikke umiddelbart oplyst yderligere detaljer om ulykken.
Tusindvis af turister søger til De Franske Alper sommer og vinter, og der sker hvert år alvorlige ulykker for bjergbestigere og skiløbere.
Hver sommer forsøger over 20.000 bjergbestigere at nå op på toppen af Mont Blanc, som er det højeste bjerg i det vestlige Europa. I højsæsonen er der op til 500 på vej mod toppen dagligt.
Sidste år blev tre tyskere, en schweizer, to spaniere og tre briter dræbt ved den alvorligste lavineulykke i en årrække.
/ritzau/AFP