To gange Fætter Højben kan se frem til en klækkelig kontooverførsel, når Danske Spil inden længe beriger dem begge med en kæmpegevinst, der med ét gør dem til mangemillionærer.
For første gang i historien var der lørdag aften fem-dobbelt Jackpot i Lotto. Og den gigantiske pulje blev delt mellem to heldige spillere, der hver vinder 26 millioner kroner.
De to heldige danskere formåede, hvad Lotto-spillerne de seneste fem lørdage ikke har kunnet. De ramte alle syv vindertal ved Lotto-trækningen og vinder helt nøjagtigt 26.061.651 kroner.
Den ene nybagte millionær har vundet via et Plus-abonnement, hvor man automatisk spiller med hver uge, mens den anden vinder har købt sin kupon hos Kvickly i Åbyhøj ved Aarhus.
Danske Spil har endnu ikke været i kontakt med vinderne.
Begge vil nu få tilbudt økonomisk rådgivning af Danske Spil ligesom alle andre, der vinder mere end 1,5 millioner kroner.
Selv om de to formentlig vil prise sig lykkelige over den store gevinst, er der et godt stykke vej op til danmarkshistoriens største gevinster.
I 2012 indkasserede en heldig spiller fra Herlev nemlig hele 135.177.015 kroner, da vedkommende vandt Eurojackpot, og en anden dansker rendte med en gevinst på 49.937.681 kroner efter at have købt en lottokupon i Vordingborg.
/ritzau/