A.P. Møller - Mærsk er i stiv modvind. Både fragtraterne til selskabets mange skibe og prisen på den olie, selskaber henter op, er faldet markant.
Det sætter sit meget tydelige præg på regnskabet for første halvår, der netop er offentliggjort.
- Andet kvartal er påvirket af lav vækst og faldende priser i stort set alle vore markeder. Resultatet er utilfredsstillende, skriver administrerende direktør Søren Skou i regnskabet.
Kønt var det da heller ikke. Omsætningen faldt med lige under fire milliarder dollar til 17,4 milliarder i halvåret.
Det underliggende resultat styrtdykkede til 312 millioner dollar mod 2,4 milliarder dollar i samme periode sidste år.
- Gruppens forventning for 2016 om et underliggende resultat betydeligt under sidste år er uændret.
- For at sikre den fremtidige styrke, rentabilitet og udvikling af nye vækstmuligheder i selskabet, har Bestyrelsen igangsat en strategisk gennemgang af virksomheden, skriver Søren Skou.
A.P. Møller - Mærsk har lovet, at der vil komme en opdatering på, hvad strategien skal være, inden udgangen af september.
For det lyseblå konglomeratets største forretning, Maersk Line, har man været presset af faldende fragtrater.
Ifølge regnskabet faldt den gennemsnitlige pris, man kunne tage for at fragte en container, til 1782 dollar - et dyk fra 2370 dollar.
Det kostede mere at flytte hver container, så Maersk Line gav et underskud på 139 millioner dollar i andet kvartal. Omsætningen faldt med 2,5 milliarder dollar til 10 milliarder dollar.
Meget sjovere var det ikke at producere selskabets olie. I første halvår fik A.P. Møller - Mærsk 40 dollar for hver tønde olie, der blev hentet op. Det er tæt på 50 procent mindre end de 58 dollar, der blev noteret i samme periode i 2015.
Det sendte omsætningen i Maersk Oil ned fra 3,0 til 2,3 milliarder dollar i halvåret og barberede resultatet med tre fjerdedele til 101 millioner dollar.
- Omkostningsreduktioner og operationelle optimeringer har dog ydet et væsentligt bidrag til at afbøde påvirkningen fra de negative markedsforhold, skriver Søren Skou.
/ritzau/