To fra rockergruppe dømt for drab ved kiosk

Retten på Frederiksberg er nået til afgørelse i nævningesag om skuddrab i oktober 2016.
Foran Servicekiosken på Emdrupvej i København blev en 21-årig mand og en tilfældig mand på 49 år ramt af skud ved en episode i oktober 2016. Torsdag har Retten på Frederiksberg fundet to af fire tiltalte skyldige i drabet på den 21-årige. Den tilfældigt ramte overlevede.
Foran Servicekiosken på Emdrupvej i København blev en 21-årig mand og en tilfældig mand på 49 år ramt af skud ved en episode i oktober 2016. Torsdag har Retten på Frederiksberg fundet to af fire tiltalte skyldige i drabet på den 21-årige. Den tilfældigt ramte overlevede. Foto: Bax Lindhardt/arkiv/Scanpix

To mænd fra rockergruppen Mongols er torsdag blevet dømt for drabet på en 21-årig mand i Emdrup i København i oktober 2016.

Et enigt nævningeting i Retten på Frederiksberg finder det bevist, at den 35-årige Rached Hamade planlagde drabet sammen med den 23-årige Elias Eljerbi.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Rached Hamade, der ifølge Ekstra Bladet er tidligere præsident i Mongols, blev idømt 14 års fængsel. Eljerbi, der ligeledes er relateret til Mongols, fik en dom på 12 et halvt års fængsel.

De ankede begge deres domme til Østre Landsret, oplyser anklager Andreas Christensen.

To andre mænd, der var tiltalt i sagen, blev frifundet for drab og drabsforsøg, men dømt for våbenbesiddelse.

22-årige Cemal Düztepe blev idømt to et halvt års fængsel og betinget udvisning for besiddelse af to skydevåben. Han tænker nu over, om han vil anke dommen.

En 23-årig mand modtog derimod sin dom på halvandet års fængsel og betinget udvisning for besiddelse af ét skydevåben.

Offeret var Daniel Kristensen. Nær en kiosk blev han ramt af flere skud i ryggen, og to uger senere døde han uden at være kommet til bevidsthed.

Sagen har været behandlet på en række retsmøder siden januar i år. I alt fire mænd var tiltalt.

Alle fire tiltalte har nægtet sig skyldige i drabet på den unge mand, der ifølge eb.dk netop havde bestilt en pizza, da han blev skudt.

Under sagen har anklageren sagt, at forbrydelsen formentlig var en hævnaktion for en skudepisode dagen før.

Den sårede Daniel Kristensen flygtede ind i en kiosk, men en maskeret gerningsmand fulgte efter ham og forsøgte her igen at affyre pistolen, som dog gik i baglås.

I øvrigt blev også en helt tilfældig mand ramt af projektil ved skyderiet. Denne mand, der er 49 år, overlevede.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.