I går aftes, torsdag, ved 19-tiden var uheldet i dén grad ude for en 36-årig kvinde fra Espergærde i Nordsjælland.
Hun kom ifølge Localeyes kørende ud fra en landejendom på Kellerisvej tæt på krydset Kellerisvej – Hornbækvej og bar den fulde skyld for et sammenstød med en bilist, der kom kørende ad Kellerisvej.
Det besynderlige er, at bilisten, hun stødte sammen med, kørte bort efter ulykken.
Nordsjællands Politi fastslår over for Localeyes, at den 36-årige kvinde overtrådte sin ubetingede vigepligt, og at den flygtende bilist ingen skyld havde i kollisionen. Hvorfor bilisten så valgte at stikke af i sin smadrede bil – det er endnu et mysterium.
Brandkøretøjer fra Nordsjællands Brandvæsen blev tilkaldt for at rydde op på uheldsstedet, hvor den 36-årige kvindes bil lå midt på vejen med alle fire hjul i vejret.
Ifølge de oplysninger, der var til rådighed først på natten, er kvinden sluppet uskadt fra kollisionen.
– Vi hører meget gerne fra vidner som har bemærket en bil med smadret front i området omkring tidspunktet for ulykken, eller borgere som ser en bil med frontskader og smadrede lygter i området, siger vagtchefen for Nordsjællands Politi, Dan Houtved til Localeyes.
Har man oplysninger omkring ulykken eller den flygtende bil, bedes man ringe på 114
Se flere videoer på Localeyes.dk