To politimænd og to soldater er blevet skudt og dræbt i Libanon mandag aften dansk tid.
Det oplyser hæren i Libanon, skriver det statslige nyhedsbureau i Libanon, NNA.
De fire blev dræbt, da en bevæbnet gerningsmand åbnede ild mod en af sikkerhedsstyrkens patruljer i byen Tripoli i det nordlige Libanon.
Gerningsmanden skal også have kastet en bombe mod sikkerhedsstyrker i en regeringsbygning.
To kilder fra sikkerhedsstyrkerne oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at politiet og hæren har opsporet og omringet den mistænkte gerningsmand i en bygning i Tripoli.
Den mistænkte skal efterfølgende have sprunget sig selv i luften, skriver NNA ifølge nyhedsbureauet AP.
En af de to kilder oplyser, at gerningsmanden tidligere har været fængslet efter anklager om at have tilsluttet sig Islamisk Stat, skriver Reuters.
Libanons militær bekræfter angrebet og drabet på soldaten, ligesom det bekræftes, at gerningsmanden også har angrebet et af sikkerhedsstyrkernes bygninger.
Der er ifølge AP natten til tirsdag dansk tid ingen grupper, der har taget ansvar for angrebet.
Angrebet er sket på en aften, hvor beboerne i Tripoli fejrede den islamiske højtid eid, der markerer afslutningen på ramadanen.
I den forbindelse har sikkerhedsstyrkerne i Libanon øget deres tilstedeværelse på gaderne flere steder i landet for at beskytte dem, der fejrer højtiden.
I Tripoli, der er den næststørste by i Libanon efter Beirut, har der tidligere været sammenstød mellem rivaliserende grupper, som henholdsvis støtter og er imod regeringen i nabolandet Syrien.
Byen er desuden tilhørssted for flere ekstremister, som tidligere har kæmpet mod den libanesiske hær.
Islamisk Stat og militante grupper, der har forbindelse til al-Qaeda, har tidligere taget ansvar for angreb i flere områder af Libanon, hvor talrige mennesker er blevet dræbt.
Det er dog længe siden, at der sidst har været meldinger om sådanne angreb i Libanon.
/ritzau/