To amerikanere og en brite er dræbt under et raketangreb mod en militærbase i Irak onsdag.
Det tyder de foreløbige oplysninger på, siger to unavngivne amerikanske embedsmænd.
Hvis angrebet bekræftes, vil det være det blodigste af sin slags i flere år, skriver nyhedsbureauet AFP.
Omkring 15 raketter har angiveligt ramt militærbasen Taji, der ligger nord for hovedstaden Bagdad.
Ud over de dræbte er omkring 10-12 andre såret, siger kilderne.
Tidligere onsdag lød meldingen fra det irakiske militær, at der ikke var dræbte eller sårede ved angrebet.
Det er ikke umiddelbart klart, hvem der står bag angrebet. Men hvis der er tegn på, at det er iranskstøttede militser, kan det udløse nye spændinger mellem USA og Iran.
Disse militser har adskillige gange tidligere angrebet militærbaser i Irak, hvor amerikanske soldater opholder sig.
/ritzau/Reuters