- En juleøl bør have noget julet over sig. Det kunne være krydderierne eller et særligt match til julens fede mad. Ellers aner jeg ikke, hvad en juleøl er, siger Timm Vladimir, kendt fra bl.a. "Bagedysten" og "Timm Vladimirs Køkken".
Han ved ellers i dén grad, at øl er godt.
Til hans madskole har han etableret Timm Vladimirs Bryghus, som brygger en række af ølrevolutionens favoritter som f.eks. IPA, stout og gose, men også velsmagende og easygoing typer som pilsner.
- Julemad er ukarakteristisk, fordi den kun er fed, nærmest uden nuancer. Svært at finde en passende drik til. Kold skal drikken være, og der skal være syre, som kan banke igennem fedmen. Øl med pondus er et godt bud, mener Timm Vladimir.
300 juleøl på markedet
På markedet er der i nærheden af 300 forskellige juleøl. Umuligt at få et overblik, for en juleøl er i dag bare en øl, som bryggeren kalder en juleøl – uanset om det er en bock, wienerøl, porter, IPA, etc.
Tidligere var det mildt sagt lettere at sætte etiket på en juleøl. Populært sagt: En juleøl var "snebajeren", Tuborg Julebryg, en bock øl, og andre bryggerier lavede juleøl som mindede om "snebajeren", som i øvrigt stadig sidder på en tredjedel af markedet for juleøl.
Timm Vladimir og ølekspert Christian Andersen giver dig her en hurtig guide til 10 juleøl, som med lidt god vilje kan skaffes og give mere pondus til julefrokosten og, måske, juleaften.
Juleøllene er blindsmagt og vurderet på en skala fra 1-6 med 6 som det bedste.
1 point:
Carls Jul
5,6 procent
Carlsberg
Syrlig og bitter. Ikke så meget andet. Noter af plantestængler. Dvask. Dårligere end uinteressant, selvom duften er indbydende med blomster, malt og grøftekant.
4 points:
Christmas Ale
6,2 procent
Anarkist
Én man kan tyre i sig til julefrokosten! Renskuret duft og smag af kælder og ristet malt. Ingen associationer til jul. Let og lækker. Tør finish.
5 points:
Funky Santa
8,5 procent
Midtfyns Bryghus
Meget smag for pengene. Julet, men ikke flydende julekrydderi. Bitterheden slår hurtigt til, men behageligt. Sidder ikke i munden og gnaver længe. Noter af banan og hindbærbrus.
3 points:
Julebryg
5,6 procent
Braunstein
Dufter af hvidtøl. Ikke for krydret hverken i næsen eller smagen. Lidt mere fyldig end almindelige industriøl. Noter af calvados eller æblecider i finish.
2 points:
Julebryg
7,0 procent
Nørrebro Bryghus
Duft af nelliker, allehånde og støvet humle, som går igen i smagen. Bitterheden fylder for meget og skræller lidt af emaljen af tænderne. Ikke en stor smag. Man drikker ikke to flasker.
2 points:
Skawnisse
6,0 procent
Skagen Bryghus
Som en stærk Tuborg Classic. Let karamel, blød humle og moderat sødme. Alkoholen tager over og løfter smagen, men øllen kan ikke bære alkoholen og bliver ubalanceret.
6 points:
Reindeer Fuel
10,0 procent
Amager Bryghus
En øl til juleaften, fx til confiterede andelår. Let svovl i næsen. Mange aromaer, fx appelsinskal, karamel og tør portvin. Barley wine-agtig. En følelse af ægte, håndbrygget øl.
1 point:
Jul 2020
Willemoes
6,5 procent
Duft af frisk saft af klementiner eller friskpresset morgenjuice. Lidt mærkelig. Bitterhed som i det hvide i appelsiner. Hård smag af revet appelsinskal.
3 points:
Mørk Guld Jul
5,7 procent
Svaneke Bryggeri
Noter af smørkaramel og altea-bolsjer. Fin balance mellem sødme og bitterhed. Generer ikke nogen. Heller ikke prangende. Kan også tyres til julefrokosten.
1 point:
Vulcano Julebryg
6,2 procent
Fur Bryghus
Karamelklistret og aromaer af gammel-syrlige frugter, som virker upassende og ubehagelige.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.