For første gang nogensinde sidder en imam tirsdag på anklagebænken. Han er tiltalt for at have bifaldet drab på jøder i forbindelse med en prædiken. Det kan koste ham op til tre års fængsel.
Den 51-årige prædikant nægter sig dog skyldig og mener, at hans ytringer er taget ud af kontekst. I stedet handler det om Israels rolle som besætter af Det Palæstinensiske Selvstyre.
- Vores problem er jo ikke med jøder generelt. Vores problem er med en besætter. Uanset dens religion, siger Monzer Baajour i retssalen i Københavns Byret.
Han er også kendt under navne som Monzer Abdullah og Mundhir Abdallah.
Sagens kerne handler om en fredagsprædiken, som imamen holdt i Masjid al-Faruq-moskéen på Heimdalsgade på Nørrebro 31. marts 2017. Her lød det:
- Dommedag oprinder ikke, førend muslimerne bekæmper jøderne, således at muslimerne slår dem ihjel, og jøden vil skjule sig bag sten og træer, og stenen og træerne vil sige: "O muslim, O Guds tilbeder, der er en jøde bag mig, så kom og dræb ham".
Men det stykke blev kun taget med for at vise, at det palæstinensiske område vil blive befriet, forklarer imamen.
- Det handler ikke om detaljerne i teksten, men at der vil ske noget, der gør, at Palæstina vil blive befriet, siger Monzer Baajour.
- Det er for at bekræfte, at der er en regulær krig mellem muslimerne og dem, der besætter Palæstina, siger han.
Det er første gang, at den særlige bestemmelse i straffeloven tages i brug, efter at den blev indført 1. januar 2017.
Fra politisk side er målet, at bestemmelsen skal skærpe indsatsen mod radikalisering og religiøse forkyndere.
Moskéen på Heimdalsgade i København er omdiskuteret. Det har været fremme, at den har tætte relationer til den islamistiske forening Hizb ut-Tahrir.
/ritzau/