Den lastbilchauffør, der er tiltalt for at havde dræbt 11 mennesker ved et masseskyderi i en synagoge i Pittsburgh, nægter sig skyldig i de i alt 44 anklagepunkter mod ham.
Den 46-årige Robert Bowers var torsdag for en dommer. Dagen inden blev han præsenteret for de i alt 44 anklagepunkter i sagen.
Han er tiltalt for blandt andet 11 drab og for religiøst motiverede hadforbrydelser. Hvis han kendes skyldig, risikerer han dødsstraf.
Bowers, der er åben antisemit, virkede trodsig i retten.
Han sagde kun nogle få ord under torsdagens retsmøde. Han erklærede, at han forstod anklagerne og forstod, at de kan give ham dødsstraf. Derpå erklærede han sig "ikke skyldig" i dem alle.
Den tiltalte trådte ind i retten med sin venstre arm forbundet. Han blev såret under en skudveksling med politiet lørdag, hvor også fire politifolk blev såret.
Angrebet mod Tree of Life-synagogen i Pittsburgh menes at være det værste antisemitiske angreb i USA nogensinde.
Bowers er varetægtsfængslet uden mulighed for at blive løsladt mod kaution.
/ritzau/AP
/ritzau/AP