Der lyder et brøl fra salen. På en storskærm har CNN lige skrevet, at et næsten samlet pressekorps har udnævnt Hillary Clinton som vinder af primærvalget i New Hamshire.
»HIL-LA-RY! HIL-LA-RY! HI-LA-RY!,« fylder gymnastiksalen på Southern New Hampshire University, hvor det var meningen, at Nyhedsavisen skulle til taberfest med Hillary tirsdag aften.
I en uge har de amerikanske medier været fyldt med spekulationer om enden på Hillarys kampagne, fordi Barack Obama røg til tops i meningsmålingerne efter sin sejr i den første afstemning i Iowa.
Ingen taberfest
»Jeg må indrømme, at jeg var bekymret. Jeg forventede virkelig det værste,« siger Linda Argenti, som står forrest blandt de par tusinde mennesker, som er stimlet sammen for at vente på USA’s næste præsident, som de siger.
Men det er langt fra en taberfest. Dørene åbner klokken 20, hvor valgstederne lukker, men allerede i minutterne inden kommer den første prognose, som får hujen og jublen og klapsalver til at bryde ud. 39 procent til Hillary; 36 procent til Obama.
Stemningen breder sig hurtigt i salen, hvor et kæmpe presseopbud har samlet sig i bagenden og de vigtige mennesker står bag scenen. I midten står Nyhedsavisen sammen med de almindelige mennesker.
Amok i jubel
Hver gang CNN’s chefanalytiker rapporterer live fra enden af salen, stiger lydniveauet enormt. Klokken ti minutter i elleve kan CNN så ikke trække den længere og udråber Hillary Clinton som vinder. Salen går amok. Nu venter vi kun på hende selv, mens tre af Hillarys ansatte deler hjemmelavede skilte ud til de mennesker, man vil kunne se på tv.
Da Barack Obama erkender sit nederlag på storskærmen, går salen amok i jubelråb. Nu er hun på vej. Ude i siden kan man skimte en storsmilende Hillary Clinton, gemt bag et amerikanske flag, tage et smugkig ud på den jublende sal, som går amok, da hun går på scenen efter tre timers ventetid. Lige bag ved hende går Bill og Chelsea Clinton.
»Comeback kid! Comeback kid!« råber salen med reference til Bill Clintons første kampagne i 1992, hvor han heller ikke havde klaret sig godt i starten, men som bekendt alligevel røg ind i Det Hvide Hus.
Glade Clintons
»Jeg vil gerne takke jer alle sammen i New Hampshire. Den seneste uge har jeg lyttet til jer og har samtidig fundet min egen stemme,« siger Hillary, mens folk flipper ud.
For et døgn siden var hendes kampagne på gravens rand, og nu har hun sejret. Her i salen tror de forsamlede på, at hun ender som USA’s første kvindelige præsident. Og Hillary Clinton selv nyder dagen i fulde drag. Efter sin tale tager hun en runde til alle, der står ved afspærringen mod talerstolen. Der bliver hilst, taget billeder og småsnakket.
»Jeg har det fantastisk. Virkelig fantastisk,« siger hun storsmilende til Nyhedsavisen.
Hendes mand, Bill Clinton, er også i strålende humør.
»Jeg er så glad på hendes vegne. Hun fortjener det virkelig,« siger han.