Tidslinje: Krisen mellem Catalonien og Spanien

Spanien er i krise, som en forfatningsstridig afstemning om selvstændighed i Catalonien har udløst. Her ses Cataloniens præsident, Carles Puigdemont. (Foto: Foto: Lluis Gene/AFP)

Den spanske premierminister vil fyre Cataloniens regering. Få overblik over krisen i Spanien her.

Spanien er i krise, som en forfatningsstridig afstemning om selvstændighed i Catalonien har udløst.

Onsdag var det ventet, at Cataloniens præsident, Carles Puigdemont, ville udskrive valg, men det gjorde han ikke.

Få her et overblik over krisen:

* 1. oktober:

Folkeafstemningen om løsrivelse finder sted. Afstemningen er på forhånd erklæret forfatningsstridig.

På selve dagen opstår der uroligheder, og omkring 900 personer kommer ifølge catalanske myndigheder til skade i kampe med politiet. Tallet er omstridt.

Stemmeprocenten ender på 43. Heraf bakker 90 procent om selvstændighed.

* 3. oktober:

Fagforeninger indkalder til generalstrejke i Barcelona. Op imod 700.000 personer demonstrerer i den catalanske hovedstad.

Spaniens kong Felipe anklager i en tv-tale de politiske ledere i Catalonien for at true Spaniens stabilitet.

Carles Puigdemont siger, at han er klar til at udråbe selvstændighed inden for få dage.

* 4. oktober:

Cataloniens parlament indkalder til møde 9. oktober for at drøfte de næste skridt i processen mod selvstændighed.

* 5. oktober:

Spaniens forfatningsdomstol suspenderer mødet i det catalanske parlament. Der var spekuleret i, at mødet skulle bruges til at erklære selvstændighed.

Flere firmaer siger, at de vil flytte ud af Catalonien eller overvejer det.

* 10. oktober:

Puigdemont beder i en tale til parlamentet om mandat til at udråbe selvstændighed.

Præsidenten siger samtidig, at der er brug for dialog om Cataloniens forsøg på at blive en selvstændig stat.

Han opfordrer derfor parlamentet til at suspendere en valglov. Den siger, at parlamentet skal erklære Catalonien for selvstændigt, senest 48 timer efter at regeringen har meddelt et flertal for løsrivelse.

* 11. oktober:

Efter et krisemøde i den spanske regering siger Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, at regeringen formelt vil spørge Cataloniens regering om, hvorvidt regionen har erklæret sig uafhængig eller ej.

Spaniens regering giver lokalregeringen i Catalonien frist indtil mandag 16. oktober til at meddele, om regionen har erklæret sig selvstændig eller ej.

* 16. oktober:

Carles Puigdemont giver i et brev til Spaniens premierminister ikke noget klart svar på, hvorvidt hans region har erklæret sig selvstændig eller ej.

Regeringen i Madrid giver nu en frist til 19. oktober til at svare på, om regionen har erklæret sig uafhængig.

* 19. oktober:

Carles Puigdemont gør det ikke klart, hvorvidt regionen er erklæret selvstændig. Den spanske regering havde givet ham deadline til netop i dag.

Den spanske regering svarer igen ved at oplyse, at den lørdag vil udløse artikel 155 i landets forfatning. Den gør det muligt at sætte Cataloniens selvstyre ud af kraft.

* 20. oktober:

Spaniens konservative regering når til enighed med den socialistiske opposition om at holde valg i Catalonien i januar. Det er muligt, hvis artikel 155 bliver udløst.

* 21. oktober:

Carles Puigdemont siger i en tv-tale, at "angrebet" fra Madrid er det værste siden Franco.

* 26. oktober:

Det var ventet, at Carles Puigdemont, ville udskrive valg. Det skete dog ikke, og der er nu stor tvivl om, hvad Cataloniens næste træk bliver.

Kilde: AFP, Reuters, dpa og BBC.

/ritzau/