Det blev kun til lidt over et år som kommunikationschef i Danske Handicaporganisationer (DH) for Anders Langballe. Han har sagt sit job op med udgangen af måneden. Det fortæller han selv på Facebook.
I stedet vil den tidligere politiske redaktør på TV2 koncentrere sig om lanceringen af sin nye bog, ”Forfra”.
– Forfra' handler blandt andet om at blive i stand til selv at turde træffe store beslutninger. Og sådan en har jeg truffet. Jeg har opsagt mit gode job hos Danske Handicaporganisationer, skriver han blandt andet.
Anders Langballe var højt profileret politisk redaktør på TV2, da han i 2018 blev ramt af to blodpropper i hjernen. Efter et langt sygdomsforløb vendte han sidste år tilbage til journalistikken, og ved siden af har han altså skrevet sin nye bog, der udkommer 26. april.
– Jeg fortsætter måneden ud hos DH. Herefter vil jeg koncentrere mig om at få min nye bog udover rampen og forhåbentlig lade den sætte sit præg her og der, skriver han.
Hvad der derefter skal ske, vides endnu ikke.
– Og så vil jeg om nogle måneder tage næste skridt i mit arbejdsliv. For som en skrev til mig, så er det bedre at begynde forfra end at gå i stå, lyder det.