Tidligere rocker: Når menneskesynet spænder ben for den sociale indsats
DEBAT - Vi ser gerne, at mennesker på kanten af samfundet bryder med fortiden, og vi støtter dem med rådgivning og jobcentre. Men ambitionen bliver desværre ofte blokeret af et menneskesyn, som i bedste fald kan kaldes naivt.
Rolf Hermansen, mentor og forfatter

DET KAN UNDRE MIG, at vi som velfærdssamfund, hvor det erklærede formål er, at alle har krav på et godt og helst selvforsørgende liv, ikke er bedre til at hjælpe mennesker, der ikke kan finde deres vej af egen kraft.

Jeg spildte de første 30 år af mit liv. Missede mine første børns opvækst og gjorde mange mennesker ondt. Jeg kæmper stadig med at være noget for andre og med at holde styr på mig selv. Det var først, da jeg var ved at være 40 år, at jeg egentlig følte, at jeg var noget værd som far, som partner, som menneske.

Man kan sige, at det er min egen skyld. Jeg kunne have været stærkere. Dygtigere. Lækrere. Det er den pisk, jeg har svunget over min egen ryg i mange år. Men efterhånden lærte jeg at reflektere. Nej, man kan ikke nødvendigvis bare sige, at det var min egen skyld.

Jeg bad ikke om at blive født og vokse op med en psykisk syg mor, der blev alkoholmisbruger, mens far var ligeglad og skred. Kan man forvente, at en sådan knægt bare skal tage sig sammen og fløjte derudaf? Eller ville det være rimeligt, at han fik lidt hjælp på vejen? At nogen så, at her er et problem og så greb ind, før han fandt en vej frem på den mørke side og blev rocker?

Jeg tror, at det samfundsøkonomiske regnskab ville vise, at det virkelig havde betalt sig, hvis lille Rolf, der forsøgte at begå sig i skolen og gik til sin konfirmation alene, havde fået en hjælpende hånd. Den var der bare ikke.

JEG FØLTE MIG FORKERT, jeg følte mig skamfuld, og derfor valgte jeg et andet fællesskab til og en indledte en karriere som hårdkogt forbryder, hvor jeg blev anerkendt – alt imens jeg proppede mig med alkohol og stoffer for at bedøve alle følelser i kroppen.

Ingen bliver født til at drømme om det. Det er en vej, man vælger at gå, når alle andre veje ligner blindgyder.

I fængslet besluttede jeg mig som 30-årig for at vælge en anden vej. Den viste sig at være sindssygt svær at følge, fordi jeg ingenting kendte til den verden, som andre kalder ’normal’. Når det i sidste ende lykkedes, handlede det om en indsats fra nogle få mennesker, nogle ildsjæle, der bøjede reglerne og banede vejen for mig.

’Præsten’ Peter, der satte sit ry og sin troværdighed på spil for at få mig ind på pædagogseminariet. Institutionslederen Per Uno, der så stort på min straffeattest, så jeg kunne komme i arbejde. Og mentoren Milo, der ansatte mig, da jeg alligevel blev fyret for fortidens synder. Jeg er dybt taknemmelig over for dem alle.

PROBLEMET HER ER, at de alle handlede på trods af systemerne. Hvis bare én af de tre ikke havde været der for mig på det rigtige tidspunkt og fundet en løsning uden for reglerne, ville jeg næppe være der i livet, hvor jeg er i dag.

Jeg arbejder i dag som mentor for at hjælpe mennesker med at finde deres ben i livet. Mange af dem er rødder, som jeg selv var. I de kommuner, hvor jeg har kunnet gøre den største forskel, adskiller man ikke den sociale indsats og den beskæftigelsesmæssige indsats. Fordi de to ting helt naturligt hører sammen.

Men som systemet fungerer i de fleste kommuner, bliver stort set alle over 18 år henvist til jobcentret, hvor formålet er at få folk i job. Tænkningen er, at hvis folk får et arbejde, så har vi nået målet. Men vejen til et arbejde og årsagen til, hvorfor de ikke allerede har fået et arbejde, bliver der mange steder ikke brugt meget energi på.

Jeg har været heldig at arbejde med kommuner, hvor sagsbehandleren eller ledelsen har været meget bevidste om, at det kræver tid og ressourcer at nå derhen, hvor vi skal, men at det også skal holdes ved lige.

Desværre tænker langt fra alle kommuner sådan. Det er ikke, fordi jeg tror, at der sidder onde mennesker i socialforvaltningerne og jobcentrene, som er nærige med penge og ressourcer og ligeglade med deres medborgere. Desværre tror jeg, at forklaringen snarere handler om, at der højere oppe i systemet er mange, der ikke forstår, hvad der skal til, og som ikke har indsigt i de menneskers liv, de skal hjælpe. Vi kunne hjælpe mange flere mennesker med at rejse sig, hvis vi gad at investere lidt mere ægte interesse i den enkelte. Der skal i virkeligheden ikke så meget til.

Det virker skørt, at man af økonomiske grunde sparer på den sociale indsats, så mennesker bliver ved med at cykle rundt i de offentlige systemer. Jeg tror, at der ville være meget mere økonomi i at droppe de mange systemer og registreringer og kvoter på 30 borgere per socialmedarbejder, og i stedet lade medarbejderne have fem-seks borgere hver, som de virkelig kunne bruge tid på og hjælpe med deres konkrete udfordringer.

Da jeg begyndte at tage de første skridt ud af fængslet mod et nyt liv, opdagede jeg, at jeg i den grad manglende viden om at håndtere og begå mig i et normalt liv. Man taler meget om resocialisering af fængslede. Men hvis du aldrig har lært, hvordan man opfører sig i rollen som kæreste, far, kollega, medarbejder, studerende og så videre, så skal du ikke resocialiseres, men socialiseres.

Du vender ikke tilbage til noget, du engang var, du skal lære det hele forfra. Den øvelse fik jeg ingen støtte til. Du skal virkelig være målrettet, fast besluttet og psykisk robust for blive socialiseret ind i et nyt liv og en ny virkelighed. Hvorfor hjælper vi ikke mere med det og forstår, at det er svært?

Jeg har aldrig arbejdet med en misbruger, hvor historien om, hvordan de havnede der, ikke giver mening. Der er ingen, der bare siger: ”På tirsdag vil jeg begynde at drikke, indtil jeg bliver misbruger og mister mit job og ligger og pisser i bukserne i en baggård.” Der er altid en grund til, at de har lyst til at drikke.

HVIS VI VIL HJÆLPE mennesker i den situation, skal vi finde motivationen. Hvis vi får dem til at sætte ord på en drøm, der kan blive til et mål, kan den lange rejse begynde. Men den er fyldt med farer, modgang og faldgruber. Det tog mig 10 år, før jeg stod fast på mine ben i mit nye liv. Jeg væltede flere gange undervejs, og jeg har mange gange ønsket mig tilbage til fængslet, fordi det var meget nemmere derinde end herude.

Så løsningen med bare at skaffe dem på kanten et vilkårligt job, så de har en indtægt, og så kører den bare, den er ikke bare naiv, den er ubrugelig. Der skal både arbejdes med alt det personlige forebyggende, og der skal være et beredskab, når det bagefter brænder på, og de risikerer at vælte. Tiden i mørket følger den enkelte resten af livet. Den kan ikke slettes, kun tøjles, og det kræver oftest hjælp.

Vi kommer ikke til at lykkes specielt godt med de sociale indsatser, før den erkendelse er på plads, og systemerne rent faktisk bliver indrettet efter den virkelighed.

Rolf Hermansen er tidligere fuldbyrdet medlem af Hells Angels. Han brød ud af det kriminelle miljø og blev uddannet pædagog. I dag arbejder han som mentor med at hjælpe unge til at finde deres vej i livet. Aktuel med bogen 'Fra broderskab til mønsterbrud.'

Dette er et debat-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Vi opfordrer dig til at engagere dig i emnet, men med konstruktive og respektfulde refleksioner. Vi opfordrer til en positiv debat, hvor vi diskuterer sagen, ikke personen. På den måde skaber vi sammen en debat, man gerne vil være en del af. Ikke fri for!
Avisen.dk forbeholder sig retten til at moderere i indlæg, der er ringeagtende eller indeholder personlige angreb.


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.