Tidligere PET-chef får dom sidst i januar

Krimi

Retten har brugt 17 retsmøder på sagen mod Jacob Scharf. Ifølge forsvarer er retten stadig på usikker grund.

En dommer og to lægdommere skal bruge næsten to måneder på at afgøre straffesagen mod Jakob Scharf. Københavns Byret afsiger dommen 25. januar, oplyses det torsdag.

- Jeg har meget svært ved at vurdere, hvor lang tid det tager i denne sag, siger dommer Karsten Henriksen om rettens votering på det 17. og sidste retsmøde.

De to anklagere har bedt om en ubetinget frihedsstraf på seks til ni måneder, fordi den tidligere PET-chef i en bog skal have brudt sin tavshedspligt 28 gange.

Den 52-årige jurists forsvarer har derimod forlangt frifindelse for udtalelserne i bogen "Syv år for PET", som er skrevet af journalist Morten Skjoldager.

Ofte afsiges dom i straffesager enten på det sidste retsmøde efter proceduren eller en uge senere. Det er sjældent, at voteringen strækker sig over flere uger.

Sagen mod Scharf er enestående, og anklagerne har sagt, at de ikke har set nogle fortilfælde.

Proceduren har strakt sig over fire dage. Den tiltalte ryster på hovedet og ønsker ikke at benytte sig at muligheden for at tale direkte til domsmandsretten, da han får muligheden torsdag.

Hans forsvarer har igen og igen peget på, hvad han ser som en afgørende og principiel svaghed ved sagen. At PET ikke nærmere har begrundet, hvorfor de 28 passager i bogen skulle være fortrolige og desuden skadelige.

- Anklagemyndighedens synspunkt er, at alt er hemmeligt, med mindre PET selv har sagt det tidligere. Så er retten fuldstændig på herrens mark. Så kan man jo ikke skelne mellem, hvad der kan siges, og hvad der ikke kan siges, siger advokat Lars Kjeldsen.

- Hvordan kan der ske en domstolsprøvelse i fuldt omfang, når anklagemyndigheden ikke vil fortælle om baggrunden for skønnet, spørger han.

Oplægget fra anklagerne er i virkeligheden, at man bare skal stole på udsagnene fra PET-chef Finn Borch Andersen og hans underordnede, centerchef Henrik Pass, om, at tavshedspligten er overtrådt, lyder det.

- Hvis det bliver melodien i det danske samfund, at man bare skal stole på politiet, så har man et andet samfund, siger Lars Kjeldsen.

I den allersidste duel på ord fastholder vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen derimod, at lovovertrædelsen er bevist i tilstrækkeligt omfang.

PET har nøje gennemgået egne dokumenter om de mange sager, som Jakob Scharf har omtalt i bogen, og har undersøgt, om PET tidligere er fremkommet med oplysninger, eller om de har været fremme i åbne retssager.

Han understreger, at PET kun er i stand til at udføre sin vigtige opgave, såfremt fortroligheden opretholdes.

Sagens hovedvidne er Finn Borch Andersen. Han har fortalt, at han måtte bruge megen tid på at berolige andre landes efterretningstjenester efter fremkomsten af "Syv år for PET".

Men forsvareren mener, at det måske er PET's egen reaktion, som er årsag til spionchefernes løftede øjenbryn.

- Tror man i virkeligheden, at det bekymrer sikkerhedschefer i andre lande, at der er udkommet en bog i Danmark? Eller kunne det tænkes, at furoren skyldes, at PET farer ud med forbud og anmeldelse til politiet, spørger Lars Kjeldsen.

Han påpeger også, at Finn Borch Andersen ikke nævner "alle de smerter og al den fortvivlelse", som angiveligt var forbundet med at berolige de andre lande, i et notat, da Københavns Politi havde bedt ham om oplyse om skadevirkninger af bogen.

Skulle retten finde Scharf skyldig, er det rigtige resultat dagbøder, lyder det.

/ritzau/