To formodede tidligere efterretningsofficerer står anklaget for forbrydelser mod menneskeheden, når den første sag om statsligt orkestreret tortur under Bashar al-Assads regime i Syrien indledes torsdag i Tyskland.
Den hovedmistænkte er 57-årige Anwar Raslan, en formodet tidligere oberst i det syriske sikkerhedsvæsen.
Han skal ifølge anklagerne have stået i spidsen for drab på 58 mennesker og tortur på 4000 andre i fængslet Al-Khatib i Damaskus, Syriens hovedstad.
Forbrydelserne skal være i sket perioden fra 29. april 2011 til 7. september 2012.
Den anden anklagede er Eyad al-Gharib. Han er også tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden ved at have hjulpet med anholdelser af demonstranter for efterfølgende at overgive dem til fængslet.
Ligesom hundredvis af andre syrere flygtede de to mænd fra landet og søgte asyl i Tyskland. De blev anholdt i februar 2019.
- Denne retssag er den første, hvor ofre udtaler sig - ikke kun offentligt, men foran en domstol - om det, der skete mod dem, og det, der stadig sker i Syrien, siger Wolfgang Kaleck, grundlægger af Det Europæiske Center for Konstitutionelle Rettigheder og Menneskerettigheder (ECCHR).
Der ventes vidneafhøringer fra ofre, der ifølge anklagerne overlevede "umenneskelige og nedværdigende" forhold i Al Khatib, før de flygtede til Europa.
Mange blev angiveligt anholdt for at tage del i prodemokratiske demonstrationer under Det Arabiske Forår. De blev slået med "knytnæver, kabler og piske" og "fik stød", lyder nogle af anklagerne.
Indsatte blev også holdt vågne i flere dage eller "hængt fra loftet, så kun spidserne af deres tæer kunne nå gulvet", står der i anklagerne.
Formålet skulle være at opnå viden om den syriske opposition.
Dømmes den hovedmistænkte, står han til livstid. Ingen af de anklagedes advokater har villet udtale sig på forhånd om sagen, der ventes at fortsætte til august.
Præsident Bashar al-Assad har dog til det russiske, statsstøttede medie RT forsvaret Anwar Raslan.
- Vi har aldrig troet på, at tortur kunne forbedre situationen i en stat, så det er meget enkelt. Vi har ikke benyttet os af det, har Assad tidligere sagt.
Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) er mindst 60.000 mennesker imidlertid blevet dræbt under tortur eller dårlige forhold i Assads fængsler.
Retssagen føres efter princippet om universel jurisdiktion, som tillader fremmede lande at føre sager om forbrydelser mod menneskeheden.
Ifølge ECCHR er det den eneste måde at føre sager om statslige syriske forbrydelser, da Rusland og Kina generelt nedlægger veto mod sådanne sager ved Den Internationale Straffedomstol (ICC).
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP