I 40 år har den nu forhenværende lærer, Karsten Søberg fra Næsby Vrå ved Glumsø, undret sig over den retning folkeskolen har taget.
Det skriver han i debatindlæg i Jyllands-Posten.
Karsten Søberg mener, at lærerne sammen med deres fagforening gennem årene selv har bragt sig i den situation, som de nu står i med de strandede overenskomstforhandlinger og en trussel om lockout.
Han mener, det var en fejl, da det blev afvist, at gøre læreruddannelsen akademisk, og han var lamslået, da han på skolelederuddannelsen i 1980’erne oplevede nyudnævnte skoleinspektører og viceinspektører grine krampagtig og hånligt, da navnet Bertel Haarder (han var undervisningsminister i Schlüterregeringen fra 1982 til 1993, red.), blev nævnt.
Han mener desuden, at lærernes ledere var de lærere, som ikke var begavede nok til at være lærere, og på lærerrådets møder "sad og sov til lærerrådets møder, der foregik i to timer en enkelt gang om måneden".
Karsten Søberg skriver, at det ikke er befolkningen, som har ønsket at degradere lærerne. "Det har jeres fagforening sørget for, med skiftende uduelige formænd".
Og så stiller han selv spørgsmålet, om han er "en bitter gammel mand?":
"Tja, 40 års ærgrelse over en fagforening, der har formået at forringe en respektabel befolkningsgruppes vilkår væsentligt, har ikke gjort mit sind lysere. På lærernes vegne i hvert fald".
I debatindlægget fortæller Karsten Søberg, at han "har fulgt udviklingen fra en position på nederste trin til en position på øverste trin. Fra såkaldt løs cykelvikar til direktør for kommunale børne-, skole- og kulturforvaltninger i tre forskellige kommuner".
Læs hele indlægget her her.