Fodboldspilleren Martin Dúbravka kan i de kommende fire år kalde sig Newcastle-spiller.
Den tidligere Esbjerg-målmand, der i foråret var udlejet til Premier League-klubben, har underskrevet en aftale frem til sommeren 2022.
Det meddeler Newcastle på sin hjemmeside.
- Siden han (Martin Dúbravka, red.) kom til os på en lejeaftale, har han vist en fantastisk attitude og en virkelig god arbejdsmentalitet.
- Vi blev selvfølgelig meget imponerede over hans præstationer for os i sidste sæson, siger manager Rafael Benitez.
For få år siden så Martin Dubravkas karriere ellers ud til at være på vej ind i en blindgyde.
Den 29-årige slovak spillede fra vinteren 2014 til sommeren 2016 for Esbjerg i den bedste danske række.
I de første to år var han fast mand i målet, men i foråret 2016 henviste unge Jeppe Højbjerg ham til bænken.
Esbjerg solgte derefter Martin Dúbravka til Slovan Liberec i Tjekkiet, og året efter blev han solgt videre til Sparta Prag.
Efter kun et halvt år i den tjekkiske traditionsklub blev Martin Dúbravka i januar i år lejet af Newcastle, der havde mulighed for at købe ham, hvilket klubben altså nu har gjort.
Martin Dúbravka har spillet ti landskampe for Slovakiet.
/ritzau/