Den danske cykelrytter Jakob Egholm bliver professionel på fuld tid, når han i 2019 skifter til det amerikanske cykelhold Hagens Berman Axeon.
Det oplyser holdet på sin hjemmeside.
Dermed bliver 20-årige Jakob Egholm holdkammerat med danske Mikkel Bjerg, der i september genvandt sit VM-guld i enkeltstart for U23-ryttere.
- Jeg har fulgt holdet i flere år, og jeg har altid drømt om at blive en del af denne fantastiske gruppe mennesker.
- Jeg kunne ikke drømme om et bedre sted at udvikle mig som cykelrytter og menneske, siger Jakob Egholm til holdets hjemmeside.
I denne sæson har han kørt sin anden sæson for danske Team Waoo.
Det største resultat i karrieren indtil videre kom i 2016.
Dengang vandt Jakob Egholm VM i linjeløb for juniorer i Qatar.
Hagens Berman Axeon er Pro Continental-hold, hvilket betyder, at holdet er klassificeret i den næstbedste gruppe af professionelle cykelhold under Den Internationale Cykelunion (UCI).
/ritzau/