Den gode kemi, der er opstået mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet på Christiansborg, vil forplante sig i de to partiers baglande.
Det forudser DF-formand Kristian Thulesen Dahl forud for kommunalvalget 21. november:
- Hvor meget, det udmønter sig i konkrete konstitueringsaftaler, er ikke til at sige. Det er meget svært at forudsige kommunalpolitik, og kemien mellem de konkrete politikere spiller også en rolle.
- Men der er ingen tvivl om, at det vil have en effekt - og man vil kunne se en udvikling på grund af det, der er sket mellem vores partier på landsplan.
Selv om DF-formanden "virkelig bifalder" et tættere S-DF-samarbejde i kommunerne, understreger han, at han ikke vil diktere sine kommunale partifæller at gå sammen med socialdemokratiske byrødder.
- Det handler om at åbne døre for sig selv.
- Det vil måske også gøre nogle Venstre-folk mere lydhøre over for vores folk, når de opdager, at Dansk Folkeparti har flere veje til indflydelse, siger Kristian Thulesen Dahl.
I forbindelse med DF's årsmøde i weekenden har Ritzau spurgt partiets bagland til DF-S-alliancen. Og den er der delte meninger om.
Rundspørgen er sendt til 337 byråds- og regionsrådsmedlemmer samt lokalformænd. 117 har svaret, hvilket giver en svarprocent på 35.
Dermed er rundspørgen ikke repræsentativ, men den giver et fingerpeg om baglandets holdning.
37 svarer, at DF i højere grad bør danne alliancer med S i forbindelse med kommunalvalget. 30 svarer nej, mens 42 svarer ved ikke.
Kristian Thulesen Dahl forstår godt, hvis hans partifæller er forbeholdne.
- Det er jo først inden for det seneste halvandet år, at vi har fået en dialog med Socialdemokratiet. Indtil Mette Frederiksen tog over, havde vi ingen dialog. Det er ikke mærkeligt, at det har forplantet sig på lokalt niveau.
- Når de lokale socialdemokrater tidligere har fået besked ovenfra om, at vi ikke var nogen, man kunne lege med, så har det krævet en særlig overvindelse for dem alligevel at have et godt samarbejde med os.
S-formand Mette Frederiksen har også for nylig opfordret sit bagland til at invitere DF med i forhandlingerne, når der efter valget skal fordeles borgmester- og udvalgsposter.
Hun udelukker heller ikke, at det kan komme på tale, at S-politikere bringer en DF-borgmester til magten.
/ritzau/