Selvom onsdagens ekstraordinære EU-topmøde i Bruxelles egentlig handler om vækst og beskæftigelse, så vil situationen i Grækenland, der atter skal til nyvalg i juni, blive diskuteret.
Men græsk krisesnak må ikke overskygge den helt store ambition: At skabe nye job i Europa, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
- Vores opgave er ikke kun at tale krise i Grækenland, men samtidig at tænke på de tusindvis af europæere, som gerne vil have et job, og som kigger på os for at kunne skabe ny vækst i Europa, siger Thorning på vej ind til mødet.
- Det er og bliver en opgave. Vi må ikke kun tale om krise i Grækenland, vi skal også gøre alt, hvad vi kan for at få vækst i Europa, fortæller hun.
Imens florerer der rygter om, at eurolandene er blevet enige om at forberede sig på en situation, hvor Grækenland træder ud af euroen.
Et scenarie, som EU-Kommissionen skal være begyndt at forberede sig på.
Det tyske nyhedsbureau dpa skriver dog, at der ifølge EU-diplomater er forberedt en tekst til topmødet, hvor man understreger, at Grækenland skal blive i eurosamarbejdet, men at landet samtidig skal overholde sine forpligtigelser om benhårde reformer.
Ved valget i starten maj stemte grækerne i høj grad på protestpartier, der har en genforhandling af den græske låneaftale med EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond som mærkesag.
De nyeste meningsmålinger viser, at venstrefløjspartiet Syriza, der er storkritikere af lånepakkens vilkår, står til at blive landets største parti.
Grækenland skal til valg igen den 17. juni.