Rusland er en vigtig, strategisk partner for Danmark og EU, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på det sidste pressemøde efter forårstopmødet i Bruxelles.
For nylig blev Rusland medlem af handelsorganisationen World Trade Organisation, og heri følger der krav, mener statsministeren.
- Sidste år fik Rusland WTO-medlemskab, og med det følger nogle forpligtigelser. Det er nu vigtigt, at Rusland også påtager sig de forpligtigelser.
- Vi skal også blive meget bedre til at koordinere vores optræden over for Rusland, både for at markere vores synspunkter i forhold til demokrati og menneskerettigheder, men også for at fremme vores øvrige, fælles interesser, siger Helle Thorning-Schmidt.
På anden- og sidstedagen for topmødet for de 27 stats- og regeringschefer var det eneste officielle punkt på dagsordenen EU's strategiske forhold til Rusland.
Og det forhold kan godt blive bedre, mener Thorning.
- Samarbejdet er ikke altid lige godt, men vi skal fortsat forsøge at udbygge samarbejdet, der hvor vi har fælles interesser. Det gælder eksempelvis handelspolitikken.
- Rusland er en vigtig strategisk partner, og derfor skal vi have den tilgang, at vi gerne vil fortsætte det gode forhold, men også at EU optræder som en fælles aktør over for landet, siger statsministeren.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.