Det er på tide, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, giver nogle svar til danskerne om Venstres politik.
Det mener statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der bruger sin partiledertale på Folkemødet på Bornholm til at gå til angreb på sin direkte modkandidat til statsministerposten.
- Siden valget har det været umuligt at få at vide, hvad Lars Løkke og Venstre vil. Man har først og fremmest brugt tiden på at kritisere.
- Det ville klæde Venstre at fortælle danskerne bare en smule mere om, hvad man vil, lyder det fra Thorning.
Statsministeren stiller to konkrete spørgsmål til Lars Løkke Rasmussen. Vil Venstre indføre brugerbetaling på uddannelserne? Og hvor vil Venstre skære i den offentlige sektor for at føre planen om nulvækst i det offentlige ud i livet?
- Hvis vi er heldige, får vi måske ligefrem nogle svar i løbet af Folkemødet. For naturligvis har Venstre en drejebog, en spinmanual og mindst én fin stor plan liggende i skuffen. De har bare ikke lyst til at fortælle om den, siger Thorning.
Hun beskylder Venstre for at ville have et Danmark, hvor markedskræfterne fylder mere end fællesskabet, og hvor man i sin jagt på succes glemmer dem, som ikke går snorlige gennem tilværelsen.
Samtidig tager Thorning også fat på Venstres massive kritik af, at regeringen og Socialdemokraterne har begået løftebrud over for vælgerne.
- Fik vi en krone, for hver gang Venstres politiske ordfører har sagt løftebrud, ville meget være bedre i de offentlige finanser.
- Men er tiden ikke kommet til, at Venstre trækker vejret dybt og bare siger det, som det er. Der er ingen partier i Folketinget, som får deres politik gennemført til punkt og prikke, siger Thorning.
Tidligere fredag stod også SF's formand, erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen, på talerstolen og langede ud efter Lars Løkke Rasmussen for ikke at ville stå på mål for sin politik.
/ritzau/