Et lyserødt suit, skjorte med kalvkrøs, et par vrik med hoften og et skævt smil. Thomas Helmig kender de billige tricks - og de virker hver gang.
Også på Årets Skanderborg Festival, hvor publikum - flest kvinder, selvfølgelig - nærmest lagde sig fladt ned, da de første par tone blev slået an i aftes.
- På en skala fra 1-10 elsker vi ham ti!! Det er hans suit, det er det hele. Han er bare røvlækker, råbte Christina, Iben og Heidi, mens de dansede rundt til "Det er mig, der står herude og banker på".
Og det var blot et af de mange hits, som Thomas Helmig kastede ud af sit lyserøde jakkeærme.
For han er absolut en af Danmarks ubetinget største stjerner og et fantastisk eksempel på, at man ikke behøver en international star på scenen for at samle, hvad der virkede som samtlige gæster på festivalen under træerne foran Bøgescenen.
Tidligere på dagen spillede Sinead O Connor nemlig, og lige så meget, som Thomas show strålede, lige så fladt var Sineads. Iført kedelige jeans, en alt for stor t-shirt og et meget mut ansigt lignede hun mest af alt en, der ikke gad være der. Og først da storhittet "Nothing Compares To You" blev spillet, gad publikum tilnærmelsesvist at løfte hænderne over hovedet.
Nej, Danmarks Thomas ved, hvordan sådan et show skal pakkes ind og pakkes ud igen, hvilket også 27-årige Louise var helt enig i.
- Han har været mit idol, siden jeg var teenager. Jeg har været til mange koncerter med ham, og den gamle kan sgu endnu, jublede hun.
Og det var rigtig mange tusinde andre blandt publikum nok helt enige i.