Den thailandske konge gav mandag landets kupmagere sin royale støtte. Kongen leverer hvert år en tale til nationen aftenen før sin fødselsdag, og millioner af thaier lytter med, når kongen toner frem på tv-skærmen.
»Regeringen består af ældre, som har ofret sig personligt og taget hvervet, da landet stod i problemer,« sagde kong Bhumibol Adulyadej ifølge avisen The Nation.
Militærfolk afsatte i september landets regering i et ublodigt kup. Siden har den tidligere general Surayud Chulanont været premierminister.
Kongens tale var i år ekstra kort, og kongen talte kun meget lidt om den politiske situation.
»Lad os ikke tale om politik. Det er allerede kedeligt,« sagde kongen ifølge Bangkok Post.
Den thailandske konge har siddet på tronen i 60 år og fejrer tirsdag sin 79-års fødselsdag. Landets befolkning tillægger ham nærmest gude-status, og hele landet ventes at fejre hans fødselsdag tirsdag.
»Kongen er Thailands far, og han er utroligt respekteret. Derfor er hans udtalelser med til at give den nye regering legitimitet. Men det politiske liv i Thailand er stadig ustabilt, og befolkningen vil snart kræve at se nogle resultater fra den nye regering,« siger professor Thitinan Pongsidhirak fra Chulagongkorn Universitetet i Bangkok.
I sin tale sidste år langede kongen ud efter daværende premierminister Thaksin Shinawatras hårde politik over for sine modstandere. Thaksin lever i dag i landflygtighed og er blevet forbudt indrejse i Thailand.