Den argentinske fodboldangriber Carlos Tévez har sandsynligvis spillet sin sidste kamp for en europæisk klub.
Efter 11 år i europæiske topklubber vender Tevez hjem til Boca Juniors, hvor han spillede som ung.
Det oplyser Buenos Aires-klubben på sin hjemmeside.
Der har i flere uger været rygter om et sommerskifte for den 31-årige Tevez, som sluttede med maner hos Juventus, der i denne sæson både vandt det italienske mesterskab samt pokalturneringen og nåede frem til finalen i Champions League.
- Vi er meget glade. Efter en masse arbejde har vi sikret os, at Carlos Tévez kommer tilbage, siger Cesar Martucci fra Boca Juniors' ledelse.
Tevez er i øjeblikket med det argentinske landshold til Copa America i Chile. Han ventes at blive præsenteret i Boca Juniors-trøjen 7. juli. Kontrakten gælder i tre år.
Egentlig var han bundet til Juventus endnu et år, men Torino-klubben har accepteret et bud på fem millioner euro samt den unge Boca-spiller Guido Vadala på en låneaftale.
Carlos Tévez fik sin første kontrakt som 16-årig hos Boca Juniors og var i årene 2001-2004 med til at vinde Copa Libertadores samt Intercontinel Cuppen.
Efter et år hos Corinthians i Brasilien indledte han en karriere i England hos først West Ham i London og derefter de to Manchester-klubber, United og City. Med United vandt han blandt andet Champions League i 2008.
Juventus har allerede hentet en afløser i form af kroaten Mario Mandzukic, der mandag skiftede fra Atlético Madrid på en fireårig aftale.
/ritzau/dpa