Teva har gang i besparelserne med Schultz ved roret

Danske Kåre Schultz blev hentet til Lundbeck for at lægge forretningen om. Efterfølgende er han blevet hentet til israelske Teva for det samme, og det er han godt i gang med. (Foto: Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix)

Den israelske kopiproducent Teva har i andet kvartal haft et fald i omsætningen på 18 procent, viser regnskab.

Danske Kåre Schultz satte sig i november 2017 i chefkontoret for det israelske selskab Teva, der producerer kopimedicin.

På hans dosmerseddel stod, at han skulle rydde op i selskabets gæld, og den opgave har fået et halvt flueben i årets andet kvartal.

Spareplanen følges nemlig, siger han i en kommentar til Tevas regnskab, der er fremlagt torsdag eftermiddag dansk tid.

- Jeg er tilfreds med vores fremskridt i andet kvartal. Vores omstruktureringer følger planen, vi har allerede opnået en signifikant reduktion af vores omkostninger, og vi fortsætter med at reducere vores gæld, siger Schultz.

Teva havde i andet kvartal en omsætning på 4,7 milliarder dollar, svarende til 29,9 milliarder kroner. Det er et fald på 18 procent fra året før.

Det skyldes ifølge Schultz primært prisfald på det amerikanske marked og konkurrerende medicin.

Schultz var tidligere administrerende direktør i Lundbeck, hvor han blev hentet ind med stort set den samme opgave.

Her døbte analytikere ham "Hard Kåre" på grund af en stor sparerunde og en større oprydning i selskabets omkostninger, som han gennemførte.

Han havde da heller ikke siddet længe i direktørstolen hos Teva, før de første skridt i samme retning blev taget.

I december 2017 - måneden efter hans tiltrædelse - annoncerede selskabet, at 14.000 ansatte skulle afskediges.

En stor nedskrivning fulgte på grund af et stort pres på det amerikanske marked. Her er priserne på kopimedicin trykket af færre og større kunder.

Konkurrencen er også blevet større, fordi det er blevet lettere at få godkendt kopimedicin.

/ritzau/