Mindst to mennesker frygtes dræbt under et skyderi og gidseltagning i et supermarked i det sydlige Frankrig fredag formiddag.
Det oplyser en sikkerhedskilde til nyhedsbureauet AFP.
Det lykkedes dog for de fleste kunder og ansatte at flygte fra supermarkedet, Super U, siger kilden.
Supermarkedets slagter er dræbt, oplyser byens borgmester, Eric Ménassi, til regionalavisen La Depeche.
Politiet kan ikke endegyldigt bekræfte denne oplysning, men siger, at der er frygt for, at gidseldramaet har kostet mindst ét menneskeliv.
- Vi antager desværre, at en person er blevet dræbt, men vi kan ikke få en læge ind på stedet for at tjekke det, siger den regionale politichef, Jean-Valery Lettermann, til det franske nyhedsbureau AFP.
En politimand er såret, efter at han blev ramt af skud i skulderen.
- Alle de oplysninger, vi har på nuværende tidspunkt, fører os til at tro, at dette er en terrorhandling, siger Frankrigs premierminister, Edouard Philippe.
- Det er en alvorlig situation, tilføjer han.
Anklagemyndigheden i Paris har indledt en terrorefterforskning i den igangværende gidselsituation, siger en kilde på anklagemyndighedens kontor i Paris.
Politiet meddelte tidligere, at otte mennesker holdes som gidsler i supermarkedet, skriver Reuters.
Kort efter klokken 12 oplyser Trèbes' borgmester til BFMTV, at alle gidsler er frigivet, og at en politimand er alene med gidseltageren i supermarkedet.
Manden har erklæret loyalitet over for den militante gruppe Islamisk Stat, oplyser anklagemyndigheden i byen Toulouse ifølge AFP.
Samtidig var der meldinger om, at den samme mand har åbnet ild mod en gruppe politibetjente i den nærliggende by Carcasonne, 15 minutters kørsel derfra.
En af betjentene er såret, oplyser en repræsentant for politiets fagforening til tv-stationen BFMTV.
Det er umiddelbart ikke klart, om der er tale om den samme betjent, der blev meldt såret ved skyderiet i supermarkedet, eller om der er en forbindelse mellem de to episoder.
Frankrigs indenrigsminister, Gérard Collomb, vil omgående begive sig til Trèbes, skriver han på Twitter.
Trèbes ligger i det sydvestlige Frankrig omkring 100 kilometer øst for Toulouse og cirka 100 kilometer nord for den spanske grænse.