Det er fjorten år siden, at Anders Matthesens "Terkel i knibe" ramte de danske biografer med stor succes, og nu bliver filmhittet overført til de skrå brædder.
Instruktør Nikolaj Cederholm og musiker Clemens genopliver nemlig succesen med musicalen "Terkel - the motherfårking musical".
Det skriver Have Kommunikation i en pressemeddelelse.
Det er musikeren og rapperen Clemens, der har taget initiativ til at få stablet Anders Matthesens store hit på benene i musicalform, og han har selv stået for at omskrive og bearbejde filmens manuskript.
- "Terkel i knibe" var en fantastisk film, der udrettede noget helt ekstraordinært. Vi går til opgaven med stor kærlighed til det univers, som Anders Matthesen har skabt, siger han i pressemeddelelsen.
Komiker Anders Matthesen glæder sig over, at nye kræfter vil give hans karakterer nyt liv.
- Jeg har ikke noget med musicalen at gøre, men giver nu med glæde faklen videre til holdet bag forestillingen. Jeg er sikker på, at Terkel og co. er i gode hænder, og jeg ser frem til at se det færdige resultat, siger Anders Matthesen i meddelelsen.
Musicalens handling vil centrere sig om de karakterer, som publikum allerede kender fra filmen, men historien udspiller sig denne gang i 2019.
Hvem der skal spille rollerne som Terkel, Fede Dorit, Jason, Stewart Stardust og alle de andre kulte karakterer bliver først offentliggjort efter sommerferien.
"Terkel - the motherfårking musical" får premiere 14. februar 2019 i Tivoli i København.
Musicalen vil derefter tage på Danmarksturné til Holstebro, Aalborg, Aarhus, Odense og Vejle.
Der blev solgt mere end 375.000 billetter til filmen "Terkel i knibe", da den gik i de danske biografer.
/ritzau/