Den forsvarende mester Novak Djokovic var nervøs for, at han havde pådraget sig en alvorlig skade, men efter sejren over Marcel Granollers var der ingen problemer.
Førsteseedede Djokovic måtte have lægehjælp kort inde i andet sæt og blev tapet ind på sin højre ankel og fod.
Den serbiske verdenstoer vandt dog uden yderligere vanskeligheder kampen med 6-2, 6-0 over spanieren og er dermed videre til 1/8-finalerne ved ATP-turneringen i Shanghai.
- Det var bare en akavet bevægelse. Jeg var i ubalance. Jeg løb og lavede en hurtig bevægelse, som forårsagede en skarp smerte i det øjeblik.
- Men efter kampen fandt vi ud af, at det ikke var noget alvorligt, så det er helt fint, siger Djokovic ifølge nyhedsbureauet AFP.
Hvis 26-årige Djokovic vinder 1/8-finalen over italienske Fabio Fognini, så kan der vente en kvartfinale mod den tidligere verdensetter Roger Federer.
Federer havde lidt større problemer i sin kamp, men schweizeren vandt 6-4, 6-3 over italieneren Andreas Seppi, der er verdens nummer 22.
Det var Federers første kamp siden grand slam-turneringen US Open, hvor han røg tidligt ud. Federer møder i 1/8-finalen franskmanden Gaël Monfils.
Federer er raslet helt ned som verdens nummer syv, og han er også i fare for ikke at kvalificere sig til næste måneds ATP-sæsonfinale i London.
- Selv om kampen blev ved med at være hård, så gjorde Seppi et godt arbejde med at hænge på. Det er den slags kampe, jeg gerne vil spille i min øjeblikkelige situation, siger Federer.
Verdensetteren Rafael Nadal vandt 6-3, 6-2 over ukraineren Alexandr Dolgopolov i en kamp, der varede under en time. Men det var svært i starten for andenseedede Nadal.
- I begyndelsen kunne jeg ikke gøre noget som helst. Han spillede fantastisk og ramte hver bold meget hårdt, som gav vindere fra alle vinkler.
- Det positive var, at jeg holdt stand i begyndelsen og efterfølgende spillede en enormt god kamp, siger Nadal.
/ritzau/