Der er ikke noget teknisk eller matematisk at udsætte på tre scenarier, som Peter Madsen har beskrevet som mulige forklaringer på Kim Walls død.
Det vurderer civilingeniør Kim Winther fra Teknologisk Institut, da han tirsdag afgiver forklaring i Københavns Byret.
I et syv sider langt dokument beskriver Madsen, hvordan indstillinger af ventilerne på ubåden "UC3 Nautilus" på tre forskellige måder vil kunne have medført en dødelig ulykke med udstødningsgasser.
Og ifølge vidnet er alle Madsens beregninger altså mulige.
- Jeg kan konstatere, at de ikke er forkert udført. Jeg har også forsøgt at genskabe nogle af de samme beregninger, og jeg kommer nogenlunde frem til det samme, siger Kim Winther.
Selv om civilingeniøren ikke har noget at udsætte på Madsens scenarier, kan hans beregninger alligevel blive problematiske for den tiltalte.
Vidnet har nemlig også undersøgt, hvordan scenarierne ville have påvirket temperaturen i ubåden. I alle tilfælde konstaterer han, at temperaturen ville stige markant i løbet af få minutter.
Spørgsmålet om temperaturen er centralt, fordi der på Kim Walls krop ikke er fundet tegn på varmepåvirkning.
Tidligere har en retsmediciner forklaret, at de høje temperaturer angiveligt ville have medført anden- eller tredjegraders forbrændinger på liget.
Anklagemyndigheden mener da også, at Peter Madsen lyver om Walls død.
Den 47-årige ubådskaptajn er således tiltalt for at have planlagt, at han under sejladsen 10. august i fjor ville mishandle og dræbe den svenske journalist. Madsen har alene erkendt, at han parterede liget.
/ritzau/