De danske styrker er i endnu højere grad blevet et legitimt mål for Taleban efter genoptrykningen af Muhammed-tegningerne for nylig. Og Muhammed-tegningerne er højst sandsynligt årsag til angrebet på - og drabet af to danske soldater - i det sydlige Afghanistan i går.
Det vurderer en højtstående kilde i NATO over for Berlingske.
- Der har været selvmordangreb mod NATO-styrkerne hele tiden, og på en måde er dagens episode ikke så meget anderledes, siger kilden til Berlingske.
Men at selvmordsangrebet skete på et forholdsvis roligt tidspunkt, er et tegn på, at Taleban vil tage andre midler i brug, mener kilden.
- Selvmordsangreb og andre former for asymmetrisk krigsførelse er de midler, som Taleban kan gribe til på nuværende tidspunkt, siger NATO-kilden til Berlingske.
NATO har ingen planer om at trække styrkerne ud af Afghanistan foreløbig, og man forventer, at danskerne, som er forholdsvis nye i krigszonen i det sydlige Afghanistan, idet de første danske soldater blev sendt dertil for halvandet år siden, bliver et pænt stykke tid endnu.