Ritzau
Opdateret kl. 20:04
To teenagere er ramt af knivstik i forbindelse med et større slagsmål tirsdag eftermiddag på Østerbro i København.
Det oplyser vagtchef Henrik Stormer, Københavns Politi.
To grupper var kommet op at slås, og mellem 15 og 20 personer deltog.
Politiet fik anmeldelsen om slagsmålet i krydset mellem Aarhusgade og Østbanegade klokken 14.19.
- Da vi kommer derud, er de to grupper løbet hver til sit. Men vi finder to personer på stedet med overfladiske skader efter knivstik, siger Henrik Stormer.
De sårede er begge 17 år. De er blevet kørt til behandling på sygehuset.
Politiet har sikret sig mulige spor på stedet og har afhørt vidner for at finde ud af, hvad det er, der er sket.
Først på aftenen ved politiet endnu ikke, hvem det var, der var røget i totterne på hinanden. Derfor er der heller ikke oplysninger om, hvorvidt slagsmålet hænger sammen med den senere tids bandekonflikt i København.
/ritzau/