Ritzau
Opdateret kl. 22:20
TDC's topchef, Pernille Erenbjerg, forlader sin post senest ved årets udgang. Det oplyser TDC i en meddelelse.
Flere medier skrev tidligere mandag, at Pernille Erenbjerg har valgt at forlade TDC, efter at nye ejere har overtaget.
- TDC står over for et nyt kapitel, og det er også det rette tidspunkt for en ny administrerende direktør. Jeg mener, at ethvert selskab fortjener en direktør, der er er helt med og engageret i den nye strategi og de næste skridt, siger Pernille Erenbjerg i et interview med Ritzau Finans.
- Over de seneste uger har jeg haft en dialog med bestyrelsen. Mit hjerte er simpelthen ikke med i dette næste kapitel, og derfor er dette den rigtige beslutning.
Pernille Erenbjerg bliver i selskabet, til en afløser er på plads. Hun afviser at fortælle, præcist hvornår hun besluttede at stoppe.
- Beslutningen har modnet over tid, mens vi har haft en dialog i løbet af de seneste mange uger nu. Det har været processen, siger hun til Ritzau Finans.
Mens hendes afløser som topchef altså ikke er fundet endnu, så har TDC mandag valgt ny bestyrelsesformand. Det er Mike Parton, der var indstillet af de nye ejere.
De nye ejere af TDC er et konsortium ved navn DK Telekommunikation. Det består af pensionsselskaberne PFA, PKA, ATP og kapitalfonden MacQuarie.
Konsortiet overtog TDC i begyndelsen af maj. De nye ejere har tidligere meldt ud, at TDC-ledelsen var velkommen til at fortsætte. Men det bliver altså nu uden Pernille Erenbjerg i den øverste ledelse.
/ritzau/